At gennemgå et intensivt stråle- og kemobehandlings-forløb for hovedhalskræft er både barskt og ofte også langvarigt. Men der er for de fleste patienter ’lys for enden af tunnelen’, fastslår overlæge på Rigshospitalet.
Behandlingen er nemlig særdeles effektiv, og de fleste bliver helbredt. På den anden side af kræften lever nogle patienter dog med nedsat livskvalitet – men mange lever faktisk et relativt normalt liv med kun få bivirkninger og senfølger.
Den primære standard-behandling for hovedhalskræft i Danmark er kirurgi og/eller strålebehandling ofte i kombination med kemoterapi. Patienterne får alle, uanset kræftens placering, og uanset om de er HPV-negative eller -positive samme højdosis strålebehandling. Der er endnu ingen internationale studier, som med sikkerhed kan fastslå, at man ved at nedsætte dosis til de HPV-positive patienter, som typisk er mere behandlingsfølsomme, kan opnå samme helbredende effekt. Derfor er højdosis strålebehandling fortsat standard i den primære behandling af hovedhalskræft i Danmark.
Intet kan i øjeblikket udfordre standardbehandlingen Ifølge overlæge og ph.d. på Rigshospitalets Onkologiske klinik, Claus Andrup Kristensen, så har ingen studier altså hidtil haft tilstrækkelig videnskabelig substans til at kunne udfordre den godkendte standardbehandling.
Der findes mange patienter, som har gennemgået standardbehandlingen for hovedhalskræft, der kan rapportere om alvorlige og endda stærkt invaliderende bivirkninger og senfølger.
Men Claus Andrup Kristensen understreger, at langt de fleste af de meget alvorlige bivirkninger og senfølger til strålebehandlingen faktisk overvejende ses hos de patienter, som blev behandlet for en del år tilbage.
”I dag er teknologien i stråleterapien så avanceret og forfinet, at vi med høj grad af nøjagtighed er i stand til at ramme det syge og ikke det raske væv. Jeg plejer at sige til patienterne, at det at gennemgå strålebehandlingen altid er en barsk proces, men at der er lys på den anden side af tunnelen. For når behandlingen først er overstået, så bliver de fleste heldigvis raske og får det faktisk også rigtig godt igen,” siger han.
Størstedelen af de patienter, som i dag får konstateret kræft i mundsvælget, er yngre HPV-positive patienter. Når Claus Andrup Kristensen møder dem i ambulatoriet efter, at strålebehandlingen er afsluttet, så er det faktisk kun ganske få af dem, som lever med alvorlige bivirkninger og senfølger:
”De fleste fortæller, at de lever et helt normalt liv, hvor de blot skal sørge for at have en vandflaske med sig for jævnligt at fugte mund og svælg,” fortæller Claus Andrup Kristensen.
Ikke alle patienter får alle bivirkninger
Når en patient skal gennemgå strålebehandling og eventuelt også en kemobehandling, så har kræftlægerne pligt til at oplyse patienterne om alle mulige og tænkelige bivirkninger. Listen er lang, og mange af bivirkningerne er alvorlige. Men ikke alle patienter får naturligvis alle bivirkninger – og langt de fleste bivirkninger går væk igen, når behandlingen er overstået eller over tid, understreger Claus Andrup Kristensen.
”Det er en svær proces at informere patienterne om bivirkningerne uden at skræmme dem. Men det er vigtigt, fordi patienten så vil være i stand til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag – også og måske især, hvis patienten går med overvejelser om at takke nej til standardbehandlingen og i stedet overvejer andre, eksperimentelle behandlinger, som endnu ikke er godkendt.”