Medicinrådet har anbefalet Imfinzi (durvalumab) i kombination med FLOT-kemoterapi til visse patienter, som skal opereres for mavekræft.
Imfinzi er immunterapi, som hjælper kroppens immunforsvar med at angribe kræftcellerne. FLOT er en kombination af fire former for kemoterapi. Behandlingen kaldes perioperativ, fordi den gives både før og efter operationen.
“Det er fantastisk, at vi nu har fået adgang til behandlingen,” siger Morten Mau Sørensen, overlæge på Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet.
“Treårsoverlevelsen stiger med cirka syv procentpoint, hvilket groft sagt betyder, at ekstra syv procent af vores patienter forventeligt bliver raske. Når man har været sygdomsfri i tre år, falder risikoen for tilbagefald betydeligt,” siger han.
Anbefalingen glæder også Morten Ladekarl, professor og overlæge på Afdeling for Kræftbehandling på Aalborg Universitetshospital.
“Vi er meget glade. Vi har ventet i spænding længe, så vi tager behandlingen i brug med det samme,” siger han.
Lang ventetid på europæisk godkendelse
Morten Ladekarl vurderer, at Medicinrådet har behandlet sagen inden for rimelig tid. Til gengæld har den samlede ventetid været lang, siden de første positive resultater fra det store studie af behandlingen blev offentliggjort.
“Resultaterne blev udgivet i juni sidste år, men EMA godkendte først indikationen i marts i år. Jeg ved ikke, hvorfor det har taget så lang tid, men det er positivt, at vi nu kan give patienterne en behandling, som vi regner med vil øge overlevelsen,” siger han.
EMA er Det Europæiske Lægemiddelagentur, som vurderer og godkender lægemidler til brug i EU. En indikation er den sygdom og patientgruppe, som et lægemiddel er godkendt til at behandle.
Omkring 240 patienter kan få behandlingen hvert år
Anbefalingen gælder patienter med adenokarcinom i mavesækken eller mavemunden. Adenokarcinom er kræft, der er opstået i kirtelcellerne i slimhinden. Mavemunden er overgangen mellem spiserøret og mavesækken.
Kræften skal kunne fjernes ved en operation. Patienterne må desuden ikke have andre alvorlige sygdomme, som kan gøre behandlingen for belastende, og de skal være i god almen tilstand. Det betyder, at de skal kunne klare almindelige daglige aktiviteter uden eller kun med mindre begrænsninger.
Medicinrådet vurderer, at omkring 240 patienter om året vil være egnede til behandlingen.
Nogle patienter, der allerede er begyndt på kemoterapi, kan få Imfinzi
Patienter, som allerede er begyndt på FLOT-kemoterapi, men endnu ikke er blevet opereret, kan muligvis få Imfinzi sammen med den resterende behandling før operationen.
“Vi har diskuteret det nationalt blandt onkologer, der behandler de her patienter, og vi er blevet enige om, at hvis en patient lige er startet på FLOT, kan vi nå at give durvalumab præoperativt.”
Onkologer er læger med speciale i behandling af kræft. Præoperativ behandling er behandling, der gives før en operation.
Patienter, der allerede er blevet opereret, vil derimod ikke få tilbudt Imfinzi som efterbehandling.
“Hvis patienten allerede er nået frem til operation, vil vi ikke give durvalumab postoperativt. Der er data, der tyder på, at postoperativ immunterapi ikke har nogen gavnlig effekt,” siger Morten Mau Sørensen.
Postoperativ behandling er behandling, der gives efter en operation.
Flere var i live efter tre år
Medicinrådets anbefaling bygger på det store internationale MATTERHORN-studie. Det var et såkaldt fase III-studie, hvor en ny behandling bliver undersøgt hos en stor gruppe patienter og sammenlignet med den hidtidige standardbehandling.
Patienterne blev ved lodtrækning fordelt til enten at få Imfinzi sammen med FLOT eller FLOT sammen med placebo. Placebo var en behandling uden det aktive lægemiddel. Hverken patienterne eller behandlerne vidste under studiet, hvilken behandling den enkelte patient fik.
De første resultater blev præsenteret på den amerikanske kræftkongres ASCO i juni 2025 og samtidig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine.
I oktober 2025 blev der præsenteret resultater for patienternes samlede overlevelse på den europæiske kræftkongres ESMO.
Efter tre år var 68,6 procent af de patienter, der havde fået Imfinzi sammen med FLOT, fortsat i live. Det samme gjaldt 61,9 procent af patienterne, der havde fået placebo sammen med FLOT.
Uvist om hele behandlingsåret er nødvendigt
MATTERHORN-studiet viser ikke, om gevinsten ved Imfinzi hovedsageligt skyldes behandlingen før eller efter operationen. Det er derfor uklart, hvornår i behandlingsforløbet immunterapien gør den største forskel.
Det er et vigtigt spørgsmål, fordi patienterne ifølge anbefalingen kan få op til 12 doser Imfinzi. Det svarer til omkring et års behandling efter operationen.
“Der er mange ubesvarede spørgsmål, som blandt andet handler om ressourcer. Hvor lang tid skal patienterne have behandling? Ifølge anbefalingen skal de behandles i op til et år efter operation, og det er jo meget lang tid at holde på patienterne, hvis det slet ikke er nødvendigt,” siger Morten Ladekarl og fortsætter:
“Vi håber, der kommer opfølgende studier, der viser, at man måske kan nøjes med behandling i kortere tid, som vi har set i andre situationer med immunterapi. Men indtil da er vi nødt til at bruge det på samme måde som i studiet.”
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Flere med mavekræft vil blive helbredt efter ny anbefaling på Onkologisk Tidsskrift