Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Lasse Cehofski kalder det godt nyt for både patienter, pårørende og sundhedsvæsenet, at høj dosis Eylea kan give længere mellem behandlingerne for våd AMD.

Danske data: Høj dosis medicin kan give færre behandlinger ved våd AMD

Patienter med den alvorlige øjensygdom våd AMD kan muligvis få længere mellem behandlingerne, hvis de skifter til en høj dosis Eylea (aflibercept 8 mg).

Det viser to danske studier baseret på data fra den kliniske hverdag. Sådanne studier kaldes også real world-studier, fordi de undersøger, hvordan en behandling virker hos patienter i almindelig klinisk praksis og ikke under de mere kontrollerede forhold i et traditionelt klinisk forsøg.

Våd AMD er en øjensygdom, hvor unormale blodkar vokser under nethinden og kan lække væske eller blod. Sygdommen kan skade det skarpe syn midt i synsfeltet. Behandlingen består typisk af gentagne indsprøjtninger af medicin direkte i øjet.

Et centralt resultat i studiet, som er offentliggjort i tidsskriftet RETINA, var, at mange patienter kunne få længere mellem indsprøjtningerne efter skiftet til aflibercept 8 mg.

Før skiftet fik 46 procent af de behandlede øjne indsprøjtninger med tre til fem ugers mellemrum. Efter skiftet gjaldt det 18 procent. Tiden mellem indsprøjtningerne blev forlænget med op til 2,5 uger, og forskerne forventer, at intervallerne kan blive endnu længere, når patienterne er blevet fulgt i længere tid.

”Det er glædeligt, at højdosis aflibercept reducerede andelen af øjne på korte behandlingsintervaller. Det er godt nyt for vores patienter og deres pårørende, der jo ofte må tage fri for at ledsage. Det er en hård omgang for vores ældre medborgere og deres pårørende, hvis der skal gives injektioner med korte intervaller,” siger Lasse Cehofski, der er seniorforfatter på studiet og speciallæge, ph.d. og klinisk lektor på Øjenafdelingen ved Aalborg Universitetshospital.

”Studiet er også godt nyt for sundhedsvæsnet, da længere behandlingsintervaller medfører færre hospitalsbesøg og dermed nedsat ressourceforbrug i en tid, hvor der bliver flere og flere ældre med våd AMD,” tilføjer han.

Mindre væske i nethinden

Studiet omfattede 654 øjne med våd AMD. Inden patienterne kom med i studiet, havde hvert øje fået mindst ti indsprøjtninger mod sygdommen.

Efter tre måneders behandling med aflibercept 8 mg var andelen af øjne uden væske i den centrale del af nethinden steget fra 55 til 76 procent. Forskerne ser det som et tegn på, at sygdommen var blevet mindre aktiv.

Andelen af patienter, som kunne behandles med ni til 12 ugers mellemrum, steg samtidig fra 11 til 34 procent. Desuden blev den centrale del af nethinden tyndere. Det kan være et tegn på, at behandlingen har reduceret hævelsen og væskeophobningen i nethinden.

”I Danmark har vi en stor styrke ved at kunne generere meget store datasæt på våd AMD, som slet ikke kan matches i udlandet. Vores studier bygger på et meget stort antal øjne, hvilket gør vores data unikke. I udlandet skal man typisk inkludere data fra adskillige centre for blot at komme i nærheden af de danske data,” vurderer Lasse Cehofski.

Han fremhæver desuden det omfattende forskningsarbejde, som studiets to førsteforfattere, Celine Lee og Mary Karunainathan, har udført. De er begge snart færdiguddannede læger.

Få alvorlige bivirkninger

Længere mellem indsprøjtningerne har kun værdi, hvis den højere dosis ikke samtidig øger risikoen for bivirkninger.

Sikkerheden ved aflibercept 8 mg blev derfor undersøgt ved hjælp af data fra cirka 1.500 øjne og 8.600 indsprøjtninger. Sikkerhedsstudiet, som er offentliggjort i Acta Ophthalmologica, viste en meget lav forekomst af betændelsesreaktion inde i øjet og mærkbare stigninger i trykket i øjet.

Der har tidligere været bekymring for, om aflibercept 8 mg kunne give forhøjet tryk i øjet hos patienter med glaukom, også kaldet grøn stær. Studiet fandt imidlertid ikke flere tilfælde af mærkbar trykstigning blandt patienter med glaukom.

Høj dosis er taget i brug i Danmark

I februar 2026 placerede Medicinrådet aflibercept 8 mg på lige fod med aflibercept 2 mg, Vabysmo (faricimab) 6 mg og Lucentis (ranibizumab) 0,5 mg i rådets seneste anbefaling om lægemidler mod våd AMD. Anbefalingen har været gældende siden 1. maj.

Medicinrådet anbefaler, at lægerne i 70 procent af tilfældene anvender det lægemiddel, som samlet set er forbundet med de laveste omkostninger.

Ifølge Lasse Cehofski har regionerne generelt stor frihed til at beslutte, hvilket lægemiddel der skal være førstevalg til patienter med våd AMD. Han efterlyser uafhængige undersøgelser af behandlingernes samlede økonomiske konsekvenser, så øjenlægerne får et bedre grundlag for at vælge mellem dem.

”Regnestykket er jo komplekst og ikke blot et spørgsmål om medicinpris, men også om antal procedurer, allokering af sundhedspersonale og pårørendes tid,” siger han.

Lasse Cehofski samarbejder nu med forskere fra de øvrige regioner om studier, der skal undersøge de samlede sundhedsøkonomiske konsekvenser af de forskellige behandlinger mod våd AMD.

 

 

Artiklen er en omskrevet version af artiklen Danske data: Højdosis Eylea kan øge behandlingsinterval ved våd AMD

topartikel