Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Sandra Meinich Juhl, kendt som Ramasjangs ’Bamselægen’, fortæller om graviditet og fødsel i børnehøjde i ’Børnelægens bog om babyer’, som får fire stjerner.

Børnebog om graviditet og fødsel fortæller gammel historie til en ny tid

BØGER. Den biologiske historie om graviditet og fødsel har i sin grundform aldrig ændret sig. Den nyudgivne ’Børnelægens bog om babyer’ fortæller den til sin samtid, som den samtidig er et vidnesbyrd om.

4 stjerner

Bortset fra medicinske fremskridt er graviditet, fosterudvikling og fødsel uændrede i menneskets biologiske historie. Fortællingen til især børn om forplantningens mirakel forandrer sig derimod hele tiden: Hver epoke sine fortællinger og bøger, lige fra storkens forunderlige bud til Per Holm Knudsens kontante ’Sådan får man et barn’ fra 1971. I denne skiftende tradition giver børnelæge, forfatter og TV-vært Sandra Meinich Juhl sit besyv med i ’Børnelægens bog om babyer’ fortalt til børn som oplæsningsbog.

Sandra Meinich Juhl er kendt af målgruppen som DR Ramasjangs ’Bamselægen’, der rykker ud til børns bamser, som er kommet til skade eller er blevet syge og trænger til nænsom behandling. En tilsvarende nænsom behandling får graviditet og fødsel her i ’Børnelægens bog om babyer’.

Historien er klart fortalt i et overvejende letforståeligt sprog af børnelægen, som ved en masse, fordi hun har gået på ”lægeskole”, til et ”du”, som måske, måske ikke skal være storebror eller storesøster. Tag ikke fejl af bagsideteksten, som lugter lidt af den overgearede intensitet med overdrivelser (”meganysgerrig”) og rigelige udråbstegn, som indimellem klæber til formidling til børn. Bogens brødtekst er ærlig og afdæmpet og slet og ret fortalt i børnehøjde.

Fra stork til fysiologi

Fortællingen ledsages af naivistiske illustrationer af Kirstine Lyngklip Svansø, og den mikroskopiske og biologiske ubegribelighed understøttes af sammenligninger fra barnets verden i form af kageopskrifter (DNA), legoklodser, som pludselig bliver til flere (celledeling), og en lille perle (celleklumpens størrelse efter tre-fire uger). Det er et naturligt greb, selvom målestokken til fosterets størrelse indimellem halter, for hvor stor er egentlig en walkie-talkie, en stor legetøjsdinosaur og en krammebamse?

Barnets verden er historiens præmis, mens dens samtid viser sig for det voksne øje. Det er eksempelvis sigende, at kønsdele og seksualitet er tabu i historien om storken, men har en fremtrædende rolle i Per Holm Knudsens halvfjerdserbog: ”Moren og faren vil gerne have pikken ind i kussen. Det er nemlig dejligt”.

I dag er vi med ’Børnelægens bog om babyer’ et tredje, teknisk sted: ”Manden sender sine sædceller mod ægget ved at føre sin tissemand ind i kvindens skede”. Videre bekræftes barnets eventuelle indvending imod, at det lyder ulækkert: ”Han sender en lille, slimet klat afsted”.

Hvis du har en mor

Bogens samtid kommer også til udtryk ved en konsekvent hensyntagen til familiære og biologiske forhold, som afviger fra flertallets. Her er både plads til en forklaring af kunstig befrugtning, til tvillinge- og trillingegraviditeter og til genetiske variationer som hul i hjertet og endda medfødte haler.

Og efter undfangelsen glider manden ud af historien. Den heteronormative ”far” er fuldstændig fraværende, og den gravide kvinde er ikke en mor, men ”kvinden”, måske for det tilfælde, at barnet, som får historien fortalt, er adopteret, har to fædre (”Hvis du har en mor”) eller venter en lillebror eller lillesøster, som ankommer på anden vis end den gængse.

Det vil sikkert falde nogle for brystet, at ’Børnelægens bog om babyer’ går minoriteternes ærinde på bekostning af majoriteten. De forstemte kan så vælge en anden historie fra en anden tid og gå glip af Sandra Meinich Juhls i øvrigt velfortalte beskrivelse af kernespørgsmålet om graviditet og fødsel.

Sandra Meinich Juhl: Børnelægens bog om babyer. Politikens Forlag. 144 sider. 200 kroner

kultur, topartikel