Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jens Henrik Thulesen Dahl (i midten) og resten af Folketingets Sundhedsudvalg har nu bedt sundhedsminister Sophie Løhde (V) om et svar på, hvor vidt det vil give mening at vente med besparelserne i Silkeborg, til Strukturkommissionens anbefalinger foreligger i foråret. Til venstre Kjeld Møller Pedersen og til højre Henning Glerup.

Opbakning til overlæger: God ide at sætte hospitalsbesparelser i Silkeborg i bero

Regionshospitalet Silkeborg skal spare op mod 40 millioner kroner, men regionspolitikerne bør vente med at svinge sparekniven, til Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger foreligger i foråret, mener overlæger. Folketingspolitikere bakker op.  

“Det mest fornuftige må være, at vi sætter processen på standby et halvt år, så vi kan tage en samlet diskussion af strukturen. Så kan det være, at der er noget, vi kan lære af og lade os inspirere af fra Silkeborg, som vi kan bruge konstruktivt i forhold til den måde, sundhedsvæsenet skal indrettes på fremover”. 

Sådan siger Jens Henrik Thulesen Dahl (DD), efter en delegation fra Regionshospitalet Silkeborg i sidste uge var til foretræde på Christiansborg for at overbevise landspolitikerne om, at de skal sætte planlagte besparelser på Regionshospitalet Silkeborg i bero. 

Silkeborg er landets nemlig eneste officielle udviklingshospital og Universitetsklinik for Innovative Patientforløb, og skal netop vise nye veje for sundhedsvæsenet. Og så sent som i 2021 vedtog politikerne i Region Midtjylland en udviklingsplan for hospitalet, der er kåret som bedste mindre hospital

Hospitalet er blandt lykkedes med at udvikle patientforløb, der konverterer akutte til ambulante, udviklet et pakkeforløb til alle dem, der ikke passede ind i de etablerede specifikke kræftpakker, indført sammedagskirurgi, sammedagsudredning, fleksible indlæggelser, multisygdomsklinik og ja/nej klinikker. Og hospitalet har også været kendt for "Silkeborg-modellen", som har tilbudt patienter lavdosis-CT-scanning fremfor røntgen af brystkassen. 

Men den innovative tilgang til behandling af patienter er altså nu i fare, efter at regionspolitikerne i begyndelsen af september offentliggjorde et sparekatalog, der betyder, at regionshospitalet skal spare op mod 40 millioner kroner. Besparelserne i Silkeborg er en del af budgetforliget for Region Midtjylland 2024, hvor der skal findes i alt 364 millioner kroner. 

Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) og resten af Folketingets Sundhedsudvalg har nu bedt sundhedsminister Sophie Løhde (V) om et svar på, hvor vidt det vil give mening at vente med besparelserne, til Strukturkommissionens anbefalinger foreligger i foråret.

"Virkelig ærgerligt"

Landspolitikeren har dog ikke de store forhåbninger til det ministersvar, der snart tikker ind i indbakken. 

“Jeg har allerede spurgt Sophie Løhde til et samråd, hvad hun vil stille op, og det virker ikke til, at hun vil forholde sig til det, da hun siger, det er regionernes eget ansvar at få økonomien til at køre rundt. Det er virkelig ærgerligt, for der ligger jo nogle kæmpe udfordringer forude i forhold til, hvordan vi får samarbejdet mellem hospital, praktiserende læger og kommunen til at fungere,” siger han. 

Den nu pensionerede professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, der tidligere har siddet i Regionshospitalet Silkeborgs Diagnostiske Centers advisory board, mener også, det kan være en god ide at afvente strukturkommissionens anbefalinger. 

“Silkeborg Hospital har været ti år forud for sin tid og været med til at tegne fremtidens hospital. De har vist, hvordan man med succes kan samarbejde på tværs af sektorer og understøtte de praktiserende læger og det nære sundhedsvæsen,” siger han. 

 

"Silkeborg Hospital har været ti år forud for sin tid og været med til at tegne fremtidens hospital" siger Kjeld Møller Pedersen.

 

For eksempel kan Silkeborg Regionshospital bryste sig af, at 36 procent af alle akut indlagte medicinske patienter blev udskrevet i løbet af få timer uden indlæggelse – og den samlede tid på afdelingen blev reduceret med 32 procent. Læg dertil, at uplanlagte genindlæggelser inden for 30 dage faldt fra 13,5 procent til 8,8 procent. 

Resultaterne fra Silkeborg var noget af det, ledende overlæge og overlægerådsformand på Silkeborg Regionshospital, Henning Glerup, præsenterede ved foretrædet for folketingets Sundhedsudvalg i sidste uge. 

Sammen med resten af overlægerådet i Silkeborg frygter han, at man lukker et hospital med en profil og et potentiale, som kommissionen kommer til at anbefale i fremtiden. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

“Landspolitikerne siger, at de undrer sig og er bekymrede for, at regionspolitikerne har travlt med at ændre vores struktur, lige inden Sundhedsstrukturkommissionen kommer med deres anbefalinger, og det er vi jo også,” siger Henning Glerup og tilføjer: 

“I en tid, hvor hele sundhedsvæsenet falder i service og kvalitet, har man brug for nytænkning og innovation. Det ville man satse på i enhver anden virksomhed. Det er helt uforståeligt, at man ikke investerer frem for at skære ned, ” siger han. 

Han og Overlægerådet forudser, at rapporten fra Sundhedsstrukturkommissionen, som skal give et bud på, hvordan fremtidens sundhedsvæsen i Danmark skal indrettes, vil anbefale mange af de tiltag, man allerede med succes har ført ud i livet i Silkeborg. 

”De påtænkte besparelser i Silkeborg vil først kunne udmøntes i andet halvår af 2024. Og de forandringer, som kommissionen udkommer med, vil under alle omstændigheder betyde, at al økonomi alligevel skal gentænkes. Hvis man i mellemtiden har nedlagt Silkeborg, skal man begynde forfra fra bunden, og det vil alt andet være meget dyrere,” påpeger Henning Glerup. 

Besparelserne på regionshospitalet Silkeborg vil blandt andet medføre, at sengepladserne på de to medicinske afdelinger og på intensivafdelingen lukkes, og at det diagnostiske center fremover kun skal have en ren ambulant funktion. 

Høringssvar

Henning Glerup og resten af overlægerådet kritiserer i et nyt høringssvar, at det virker selvmodsigende, at regionspolitikerne i sparekataloget fastslår, Regionshospitalet fortsat skal være et attraktivt uddannelsessted, da de medicinske senge er en forudsætning for, at man kan uddanne yngre læger. Læg dertil, at de akutte patienter er essentielle for hospitalets vigtigste innovationsopgave: At ændre uhensigtsmæssige akutte indlæggelser til planlagte ambulante forløb. 

Overlægerne skriver desuden, at en sammenlægning med medicinsk afdeling i Viborg vil betyde, at læger og sygeplejersker fra Silkeborg vil kunne blive pålagt vagter i Viborg, som kan føre til personaleflugt og nedbrud af ambulatoriedriften i Silkeborg.

Endelig vil man uden lokale medicinske senge miste muligheden for at opretholde et godt patientforløb hos patienter, der primært følges ambulant, men indimellem kan få behov for indlæggelsesforløb. Hvis patienterne fremadrettet skal indlægges i Viborg, forudser lægerne “stor risiko for unødvendigt ressourceforbrug, idet man ikke kender patienten”, samt nedsat patienttilfredshed,” lyder det i høringssvaret.   

 

"At udsætte besparelserne vil bare gøre ondt værre,” mener regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau. 

 

Trods protesterne mod besparelserne lader det ikke til at den ansvarlige regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (Soc.), har planer om at afvente strukturkommissionen. Det oplyser han i et skriftligt svar til Sundhedspolitisk Tidsskrift, da han ikke har ønsket at stille op til interview.   

"At vente på Strukturkommissionens forslag ændrer desværre ikke på, at Region Midtjylland skal spare betydelige millionbeløb for at dække stærkt stigende udgifter til bl.a. praktiserende læger, tilskudsmedicin og hospitalsdriften. Får vi ikke i tide balance mellem indtægter og udgifter, så står vi – oven i de allerede kendte besparelser – også til at skulle betale en betydelig økonomisk straf til Staten for at overtræde budgetloven. At udsætte besparelserne vil, med andre ord, bare gøre ondt værre,” skriver han. 

Sundhedspolitisk Tidsskrift ville gerne have spurgt Anders Kühnau, hvad han siger til kritikken fra Overlægerådet, men han har ikke ønsket at kommentere de konkrete kritikpunkter. 

 Han oplyser i stedet, at regionsrådet nu vil gennemgå de høringssvar, de er afgivet i forbindelse med sagen, herunder høringssvaret fra Overlægerådet, og at de vil indgå i overvejelserne i budgetfoligskredsens videre drøftelser.  

Regionsrådet træffer endelig beslutning om besparelserne på regionsrådsmødet 20. december 2023.

 

 

Det medfører besparelserne

Regionspolitikerne i Region Midtjylland offentliggjorde tidligere i året sparekatalog, der betyder, at regionshospitalet skal spare op mod 40 millioner kroner. Besparelserne i Silkeborg er en del af budgetforliget for Region Midtjylland 2024, hvor der skal findes 364 millioner kroner. 

Sparekataloget medfører:

  • Lukning af alle medicinske senge
  • Lukning af intensiv afdeling
  • Radiologi skal fremadrettet være en ren selektiv (planlagt, ikke akut, red.) funktion 
  • Diagnostik Center skal fremadrettet være en ren ambulant funktion
  • Center for Planlagt Kirurgi sengeafdeling vil fremadrettet kun være åbne på hverdage fra mandag til fredag

 

Derfor er Silkeborg innovativ

På Regionshospitalet Silkeborg har man udviklet en række tiltag på Diagnostisk Center, som blandt andet har været med til at tegne en innovativ profil. 

  • Udredning af patienter med uspecifikke symptomer: Praktiserende læge kan ikke finde klare symptomer på kræft, men vil alligevel have patienten grundigt undersøgt for alvorlig sygdom. 
  • Klinisk tænkende radiologer, der deltager aktivt i den kliniske udredning med valg af den rette billeddiagnostik, så man hurtig kan opnå diagnostisk afklaring. 
  • Ja/ nej klinikker, hvor patienten undersøges for f.eks. hjertesygdom, leversygdom, leddegigt og anæmi og får svar samme dag.
  • Fleksible indlæggelser: Patienter med kroniske sygdomme, hvor symptomer blusser op, kan døgnet rundt kontakte afdelingen og tale med en fagperson, som kender deres sygdom. Over telefonen tages stilling til, om patienten skal forbi hospitalet, til egen læge eller kan behandles hjemme af en sygeplejerske i kommunens akutteam. I Silkeborg har fleksible indlæggelser givet 19 procent færre indlæggelser, 29 procent færre sengedage og 19 procent færre opkald til lægevagten.

Kilde: Talsmand for overlægerådet på Regionshospitalet Silkeborg, Henning Glerup

 

Hvad er Sundhedsstrukturkommissionen? 

  • Regeringen har nedsat en sundhedsstrukturkommission, der skal udarbejde et beslutningsgrundlag, der fordomsfrit opstiller og belyser modeller for den fremtidige organisering af sundhedsvæsnet. 
  • Modellerne skal understøtte et sammenhængende sundhedsvæsen med en opgavefordeling mellem sygehuse og det nære sundhedsvæsen, der sikrer, at patienten kommer i centrum.
  • Baggrunden for nedsættelsen af Sundhedsstrukturkommissionen er blandt andet de demografiske forandringer, hvor stadig flere borgere får behov for pleje og behandling, mens der er mangel på medarbejdere og rekrutteringsudfordringer næsten alle steder i sundhedsvæsenet.
  • Et andet forhold er de store forskelle i sundhedstilbud på tværs af landet, og at de nære sundhedstilbud ikke er fulgt med udviklingen i det specialiserede sundhedsvæsen.
  • Kommissionen skal afslutte sit arbejde med én samlet afrapportering i foråret 2024, så følgelovgivning kan behandles i folketingssamlingen 2024/25.

Kilde: Sundhedsministeriet

 

Relaterede artikler