
”Man skal tænke sig godt om, før man fravælger genoplivningsforsøg ved hjertestop, og man skal træffe beslutningen på et oplyst grundlag," siger Sophie Løhde.
Træder i kraft om et år: Danskere over 60 år kan på forhånd fravælge genoplivningsforsøg ved hjertestop
Tirsdag blev der i Folketinget enstemmigt vedtaget en ny lov, der gør det muligt for borgere over 60 år, som er mentalt velfungerende, at vælge ikke at blive genoplivet ved hjertestop. Denne ret forventes at træde i kraft i slutningen af 2024.
Behovet for at kunne fravælge genoplivning ved hjertestop har længe været diskuteret – med organisationer som Ældre Sagen, Lægeforeningen og Etisk Råd som nogle af de fremtrædende fortalere. I 2015 fremhævede Etisk Råd vigtigheden af, at borgere ikke skal genoplives mod deres vilje.
Ordningen vil supplere de eksisterende muligheder for fravalg af behandling. Det inkluderer for eksempel oprettelsen af et behandlingstestamente, hvor en borger kan beslutte ikke at modtage livsforlængende behandling i bestemte situationer, samt lægens ret til at vurdere, om livsforlængende behandling ikke bør påbegyndes eller fortsættes.
”Mange, der er kommet op i årene, frygter at vågne op efter et hjertestop uden at være sig selv, og de ønsker at kunne frasige sig at blive forsøgt genoplivet. Jeg har den holdning, at vi skal respektere den enkeltes valg,” siger indenrigs og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Når en borger skal registrere sit valg om ikke at blive genoplivet ved hjertestop, vil der være en grundig informationsproces. Her får borgeren detaljeret viden om, hvad genoplivning indebærer, og hvad det konkret betyder at fravælge genoplivningsforsøg. I den proces vil borgeren også blive opfordret til at overveje at drøfte beslutningen med en læge, en sundhedsfaglig person eller en anden person, som borgeren stoler på og har et nært forhold til. Formålet er at give borgeren mulighed for at tænke grundigt over sit valg, både alene og i samtale med andre.
Desuden vil en registrering af fravalget først være gældende efter syv dage, så man får tid til at overveje sin beslutning igen. Hvis borgeren ændrer mening inden for denne periode, kan vedkommende annullere sin registrering.
