Praktiserende lægers nye andelsfællesskab er tegn på et systemskifte

Kommentar

Susanne Tvede Andersen
Øjenlæge

Øjenlæge Susanne Tvede Andersen har forsøgt at samle stemmer ind til et borgerforslag kaldet ’Bevar den praktiserende læge’ i opposition til de strukturelle forandringer, som sundhedsreformen kan medføre for almen praksis. Praktiserende Lægers Organisations nye tiltag med et andelsfællesskab, PLAndel, gør hende bekymret: Det er for hende at se et tegn på, at praktiserende læger har accepteret præmissen om en ændret sektor. 

PLAndel er ikke længere en idé. Den er etableret. Bestyrelsen er valgt, projektledelsen på plads, og de første ydelser er på vej. Det i sig selv bør få os til at standse op. For strukturelle løsninger opstår sjældent så hurtigt, hvis der ikke er et reelt problem, de forsøger at afhjælpe.

PLAndel præsenteres som et frivilligt, lægeejet fællesskab, der skal styrke almen praksis gennem samarbejde om vikarhjælp, AI, drift og administration. Intentionerne er forståelige og i mange henseender sympatiske. Kompleksiteten i almen praksis er steget markant, og behovet for støtte er reelt.

Men PLAndel kan ikke ses isoleret. Det opstår samtidig med, at den kollektive aftaleret på de mest centrale områder – økonomi, patienttal og honorering af merarbejde – reelt er blevet udhulet med L78 (lovforslag om indførelse af national opgavebeskrivelse og basisfunktion for det almenmedicinske tilbud, aftale om vilkår for alment praktiserende læger, differentieret honorarstruktur, etablering af Praksisklagenævn m.v., red.). Aftaleretten består formelt, men i praksis primært på områder som efteruddannelse, forskning og IT. Det er vigtige elementer, men de udgør en mindre del af den samlede økonomiske virkelighed i almen praksis.

Den største økonomiske risiko bæres fortsat af den enkelte læge: lønninger, klinikinvesteringer, udstyr og drift. Samtidig har regionerne fået styringen over økonomien og magten til at hjemtage og disponere over ledige ydernumre uden samtidig at være forpligtet til at finansiere etableringen af dem. Det åbner i praksis for, at ydernumre kan ende hos private aktører med kapital og skala, mens lægerne reduceres til ansatte. Begrænsningen på tre ydernumre kan omgås strukturelt, præcis som vi har set det i andre sektorer.

I det lys fremstår PLAndel ikke kun som et fremskridt, men også som et symptom. Et svar på, at den klassiske kollektive model ikke længere opleves som tilstrækkelig til at beskytte lægernes økonomiske og retlige position. Hvis stabilitet, forudsigelighed og driftssikkerhed fremover skal findes i parallelle strukturer, mens den formelle forhandlingsret mister substans, har vi i realiteten accepteret præmissen i L78, blot ad en anden vej.

Systemskifte bør diskuteres

Det samme gælder Praksisklagenævnet, som ofte omtales som en styrkelse af retssikkerheden. Men retssikkerhed forudsætter ligeværdige parter. I dag møder den enkelte læge et system bestående af regioner og stat med jurister, ressourcer og økonomisk råderum, som lægen ikke har. PLO kan ikke støtte medlemmer i nævnet, dommeren er jurist, regionerne er jurister, og lægen står alene med den fulde økonomiske risiko. At kalde dette en reel styrkelse af retssikkerheden er en meget optimistisk fortolkning.

PLAndel kan vise sig at blive en nødvendig aflastning. Måske endda den mindst dårlige løsning i en ny virkelighed. Men den bør ikke forveksles med, at de grundlæggende problemer er løst. Når en ny struktur etableres så hurtigt, er det sjældent, fordi alt fungerer, men fordi noget andet ikke længere gør.

Det fortjener ærlighed at sige højt. PLAndel er ikke bare et nyt fællesskab. Det er et tegn på et systemskifte. Og systemskifter bør diskuteres åbent, før de er irreversible.