
AI kan give psykiateren mere tid til samtalen med patienten, men det betyder ikke nødvendigvis, at flere patienter kan komme til, skriver Christian Houen.
Er AI Guds gave til psykiaterne? Næppe
Debat
Af Christian Houen, medstifter og produktchef i Aisel
AI kan skrive journalnotater og give psykiateren mere tid til patienten, men den voksende tekstmængde kan gøre vigtige oplysninger sværere at finde. I dette debatindlæg efterlyser Christian Houen, medstifter og produktchef i Aisel, AI, der også kan skabe overblik over patientens samlede forløb.
Psykiatrien har fået et nyt mirakelmiddel. AI-scriben lytter med under konsultationen, skriver notatet og lover os alle mere tid til patienterne. Investeringerne strømmer til, klinikkerne køber ind, og ventelisterne... vokser stadig. Hvorfor?
Lad mig først lægge kortene på bordet: Jeg er medstifter af Aisel, en dansk virksomhed, der udvikler software til psykiatriske klinikker. Vi har bygget vores egen AI-scribe, og jeg har en kommerciel interesse i feltet. Dette indlæg er derfor også en selvransagelse: et ærligt blik på, hvad teknologien løser, og hvad den ikke gør.
Først det, der fortjener ros. AI-scribes virker. De skriver kliniske notater hurtigere, og de gør noget vigtigere endnu: De lader klinikeren være til stede i samtalen i stedet for bag en skærm. Det er reelle gevinster. Men de er svære at gøre op i kroner. Den sparede tid bliver sjældent til flere konsultationer (og i privaten, øget indtjening). Den bliver til lidt mere luft i en presset hverdag. Det er værd at have, og klinikernes trivsel er vigtig i sig selv. Men det tømmer ikke ventelisterne.
For skrivearbejdet er kun den ene halvdel af byrden. Den anden og tungere halvdel er det kliniske arbejde bag psykiatriens tunge dokumenter: at samle kliniske oplysninger fra et ofte langt forløb, der strækker sig over år og på tværs af systemer, at veje observationer mod hinanden og at nå frem til vurderinger, der ændrer menneskers liv. En førtidspension, en forsikringssum, et udfald i retten. Det er ikke sekretærarbejde, man kan diktere sig ud af. Det er kernen i psykiaterens faglighed, og det er her, timerne forsvinder. Vi har målt 202 dokumentationsopgaver på otte psykiatriske klinikker i Danmark og Storbritannien, og jeg har talt med over tusind klinikere gennem mit arbejde med Aisel. Billedet er entydigt. Erklæringer, attester og udredninger tager 46 til 57 minutter stykket, og størstedelen af tiden går med at finde, samle og validere oplysninger, ikke med at trykke på tasterne.
Og her opstår paradokset. AI-scribes gør tekst billig at producere. Hver konsultation genererer nu mere tekst end før, mere af den samme dokumentation, og journalen vokser hurtigere end nogensinde. Men klinikeren, der skal skrive en erklæring, skal stadig finde belæggene i den journal. Når høstakken vokser, bliver det sværeste arbejde sværere og kernen i patientens fortælling går tabt.
