Lægeforeningens argumenter er oldgamle og misforståede

Størstedelen af de patienter, der henvender sig til os, har i forvejen kontakt med palliativt team. Men hvad kommer der ud af behandlingen? Hvad vore patienter angår, er det, om jeg så må sige, os, der står med facitlisten.

Det eneste, vi vil, er, at det skal blive lovligt at opfylde en bøn fra en patient, der lider ubærligt, og som ikke har udsigt til bedring, når alle behandlingsmuligheder (inklusive optimal palliation) er udtømte.

Camilla Noelle Rathcke skriver:

”Hvis aktiv dødshjælp blev lovliggjort, skulle døende patienter præsenteres for muligheden for at afslutte livet tidligere med aktiv dødshjælp. Dette kan skabe et uacceptabelt pres på en særdeles sårbar patientgruppe, som i forvejen er svækket, og som kan føle sig forpligtet til ikke at ligge til last for deres nærmeste eller for sundhedsvæsnet. Et sådan pres kan skabe tvivl om lægens og sundhedsvæsnets rolle, som utvetydigt bør være at hjælpe og støtte disse mennesker.”

Det klinger hult. Patienterne skal ikke præsenteres for noget som helst. De kan sagtens tænke selv. I de lande, hvor det er lovligt, går man ikke rundt og giver patienterne tilbud, de ikke kan afslå. Aktiv dødshjælp skal bare være en ret, som de lovligt kan vælge, hvis de giver udtryk for det.

Kommer de under pres? Jeg har søgt med lys og lygte i den internationale litteratur for at finde beskrivelser af tilfælde, hvor nogen har følt sig presset til aktiv dødshjælp. Jeg har ikke kunnet finde et eneste. Erfaringerne fra Oregon viser da også, at de der vælger assisteret selvmord, er yngre, højere uddannet og mere vant til at træffe beslutninger end de fleste. Hvilket modsiger påstanden om, at lovliggørelse vil lægge pres på sårbare patienter, der så søger døden ud fra en formodning om at gavne andre. Og kan man overtale nogen til at dø, der ikke selv vil? Vores medfødte overlevelsesinstinkt og dødsangsten er stærke.

Påstanden om risiko for pres hviler altså på et usikkert grundlag. Hvad vi derimod med sikkerhed ved er, at der ligger mange mennesker rundt omkring og ønsker aktiv dødshjælp uden at få det. De er virkelig under pres, nemlig af deres lidelser! Kan de have et ønske om ikke at være til byrde? Måske. Men kan det ikke være forståeligt, og er det ikke deres egen afgørelse? Der kan jo også være flere medvirkende motiver, som ikke vedkommer andre.

”Der er meget vide rammer for brugen af lægemidler og andre palliative behandlingsformer, og hvis intet andet virker, så kan vi lægge patienten til at sove, så de sover ind i døden – det, som vi kalder palliativ sedering.”

Mine nakkehår rejser sig. Læg mærke til, at det er lægerne, der vil ”lægge patienten til at sove”. Hvor er vi henne? Hvor er patiens egne ønsker? Lægerne bestemmer, og det er lovligt. Men hvis patienten selv beder om det, bliver det ulovligt og kaldes aktiv dødshjælp. Læger må altså godt slå ihjel, og vagthavende læge kan trygt skrue op for dosis, hvis han eller hun synes, også uden at kende patienten nærmere. Der er ingen kriterier. Det er absurd og som klippet ud af en roman af Franz Kafka. Den nuværende lov er potentielt farlig, fordi den giver læger mulighed for livsforkortende behandling til dødssyge, uden at der spørges til motiverne. Og der er intet overblik over, hvor tit det sker, hvordan eller hvorfor. En kæmpe gråzone.

Camilla Noelle Rathcke fremsætter flere misforståede påstande om tilhængerne af aktiv dødshjælp. Oldgamle argumenter, som vi har hørt gennem årtier.

Det er som om, at tiden har stået stille. Som om Lægeforeningen ikke har gidet følge med i litteraturen eller sætte sig ind i den internationale udvikling. Men selvfølgelig. Hvorfor skulle den også det, når den i sin selvtilstrækkelighed for længst er nået frem til det rigtige?