Fra magasinet april 2022

Af Jette Marinus

Kan det skyldes genmutationer, når nogle patienter med KOL oplever en binyresuppression efter at have været i behandling med orale steroider i forbindelse med en eksacerbation? Danske forskere har undersøgt, om det er mutationer i glukokortikoid-receptorgenet NR3C1, der tidligere er blevet forbundet med en ændret følsomhed over for glukokortikoider, som kan forklare nogle KOL-patienters utilstrækkelige binyrebarkfunktion.

Systemisk behandling med orale steroider er den mest brugte behandling af patienter med KOL, der oplever en akut, hospitals-

krævende eksacerbation. Langt de fleste i patientgruppen får ordineret 30-40 mg prednisolon fordelt over fem dage, uagtet, om den givne patient har en eosinofil fænotype, for lægerne har ikke mange virksomme behandlingsmuligheder ved den akutte forværring. Men på trods af at prednisolonkuren forkorter patientens indlæggelsestid og sikrer en hurtigere forbedring af lungefunktionen, er den ikke uden bivirkninger. Selv kortvarig behandling med orale steroider kan undertrykke hypothalamus-hypofyse-binyreaksen hos patienter med KOL.

I studiet ”Adrenal suppression in patients with chronic obstructive pulmonary disease treated with glucocorticoids: Role of specific glucocorticoid receptor polymorphisms1” har danske forskere for første gang undersøgt sammenhængen mellem GR-haplotyper og binyrebarksuppression hos patienter med KOL, efter de havde fået en prednisolonkur i forbindelse med en eksacerbation.

Forskernes tese var, at specifikke GR-haplotyper [Bcl1- og N363S-polymorfismer] med høj glukokortikoid-følsomhed var forbundet med en øget risiko for binyrebarksuppression, og at variationerne ER22/23EK eller 9β potentielt kunne være forbundet med en bedre metabolisk profil hos patientgruppen.

”Tidligere undersøgelser har indikeret en sammenhæng mellem ændret glukokortikoid-følsomhed medieret af Bcl1- og ER22/23EK-polymorfismer i NR3C1-genet,” forklarer Pradeesh Sivapalan, læge og ph.d. ved Lungemedicinsk Afdeling, Medicinske Sygdomme, Herlev og Gentofte Hospital. Sivapalan har i samarbejde med bl.a. professor Jens-Ulrik Stæhr Jensen, Herlev og Gentofte Hospital, professor Ulla Feldt Rasmussen, Rigshospitalet samt det nationale lungemedicinske netværk COP:TRIN undersøgt, om to forskellige GR-haplotyper har effekt på KOL-patienternes hypothalamus-hypofyse-binyreakse.

Genvariation var ikke ansvarlig

Netop sekvens variationer af NR3C1 genet - der koder glukokortikoidreceptoren og dermed medierer virkningerne af glukokortikoider - er tidligere blevet forbundet med ændret følsomhed over for glukokortikoider.

”I litteraturen er fire polymorfier i NR3C1-genet hos patienter med reumatoid artritis blevet identificeret som klinisk relevante. Polymorfismerne N363S og Bcl1 er blevet associeret med en reduceret risiko for at udvikle leddegigt, fordi de er højsensitive polymorfismer, der beskytter mod den autoimmune sygdom, mens polymorfismerne ER22/23EK og 9β er forbundet med en øget risiko for at udvikle leddegigt,” siger Pradeesh Sivapalan og fortsætter:

”Vores undersøgelse viste imidlertid ingen tydelig forskel mellem forsøgspersoner med Bcl1- eller N363S-polymorfismer og deltagere med ER22/23EK- eller 9β-polymorfismer med hensyn til metaboliske lidelser. I forhold til forekomsten af binyresuppression efter behandling med glukokortikoider, pegede vores analyser i retning af, at Bcl1 og N363S-genpolymorfismerne ikke øgede risikoen for akut binyrebarksuppression hos patienter med KOL, der er blevet behandlet med orale kortikosteroider i forbindelse med en eksacerbation,” lyder det fra forskeren, som dog peger på, at en lille procentdel af deltagerne på tværs af de tre grupper havde binyrebark-insufficiens efter behandling med en fem-dages prednisolonkur.

”Fem procent af patienterne udviste utilstrækkelig glukokortikoid-funktion 30 dage efter at have gennemgået behandling for en KOL-eksacerbation, og der var en klar sammenhæng med samtidig brug af inhalationssteroid,” fortæller Sivapalan.

Markant forskel havde været rar

Sammenlignet med ER22/23EK-, 9β- og tredje gruppe med non-mutation var Bcl1- og N363S-haplotyperne heller ikke forbundet med en øget risiko for binyrebarksuppression hos patienterne, og derudover var der ingen forskel mellem bærere og ikke-bærere af nogen af de fire genpolymorfismer med hensyn til stimulerede kortisonkoncentrationer.

”Men vi havde gerne set, at de fire genpolymorfismer betød noget for KOL-patienters følsomhed over for behandling med orale steroider. For det havde været rart, hvis vi fremadrettet kunne tage en blodprøve og se, hvilke patienter der bør behandles forsigtigt med binyrebarkhormon, fordi de er højsensible,” pointerer Sivapalan. 

Han minder om, at graden af binyrebarksuppression forårsaget af behandling med glukokortikoid varierer fra patient til patient, og dermed er det stort set umuligt at forudsige, om en given patient udvikler binyrebarksuppression eller binyrebark-svigt.

”Det er først, når binyresuppressionen er der, at man kan måle den, for bivirkningerne er meget uspecifikke, og derfor er det svært at opdage dem. Man kan lave en test for binyresuppression, men det gør man først ved begrundet mistanke herom - og med vage symptomer kan det være svært at få netop sådan en mistanke,” forklarer Sivapalan.

ICS kan give udsving i binyrebarken

Selvom der ikke blev vist en klinisk relevant sammenhæng mellem mutationerne og binyresuppression, pegede en af analyserne på en anden interessant relation:

”Vi fandt en sammenhæng mellem daglig dosis af inhalationssteroid og binyrebarksuppression i gruppen af deltagere med højfølsomme GR-haplotype, selvom en højere andel af patienterne i henholdsvis den lavfølsomme og i den normale GR-haplotype modtog ICS-behandling,” siger Sivapalan

Bærere af den højsensitive GR-haplotype udviste et stejlere fald i blodniveauet af stimuleret binyrebarkhormon (P-cortisol) med øget ICS dosis sammenlignet med patienter med den lavsensitive GR-haplotype og deltagere i den tredje gruppe. Med andre ord har den dosis, deltagerne inhalerer ned i lungerne, en betydning for, at deltagere med mutation på Bcl1 og/eller N363S generne reagerer, fordi de har en dårligere binyrebarkfunktion sammenlignet med de øvrige deltagere.

”Det ser ud som om, der er en tendens til, at de, der får mere lokalt steroid og som har en høj sensibilitet, har en dårligere binyrebarkinsufficiens. Resultaterne tyder altså på, at de responderer dårligere på behandling med orale steroider, at deres binyreakse bliver undertrykket i større grad, og at de får flere bivirkninger,” understreger Pradeesh Sivapalan.

Han gør samtidigt opmærksom på, at studiekohorten inkluderede mange ældre patienter med betydelige komorbiditeter, der kan maskere virkningerne af GR-polymorfismerne. Desuden peger Sivapalan på, at det fortsat er uvist, hvad der sker med patienternes binyrebarkfunktion efter de 30 dage, hvor forskerne har undersøgt patientgruppen.

”Vi ved ikke, hvad der sker efter de 30 dage, hvor vi har tilset patienterne. Vi ved ikke, om funktionen bliver genoprettet, men tidligere forskning har vist, at flere patienter var supprimeret i deres binyrebark kort efter seponering af orale glukokortikoider, og selvom mange genvandt binyrefunktionen i ugerne og månederne efter, forblev få af patienternes binyre supprimeret flere år eller resten afderes liv,” fremhæver forskeren og fortsætter:

”Patienter med svær KOL er i risiko for gentagne forløb med glukokortikoid behandling, hvilket kan resultere i suppression af hypothalamus-hypofyse-binyreaksen og udvikling af kronisk binyrebarkinsufficiens. Derfor bør klinikere altid være opmærksomme på denne risiko for at sikre korrekt klinisk behandling af patientgruppen.”

Studiedesign - ”Adrenal suppression in patients with chronic obstructive pulmonary disease treated with glucocorticoids: Role of specific glucocorticoid receptor polymorphisms

• 78 patienter med svær KOL blev inkluderet i studiet en måned efter en hospitalskrævende eksacerbation.
• Alle deltagere havde været i behandling med orale kortikosteroider.
• Deltagerne blev opdelt i tre grupper alt efter hvilken haplotype, de tilhørte:
  Første gruppe inkluderede deltagere (76 procent) med højsensitive GR-gen haplotype med mutation på · Bcl1 og/eller N363S generne, men ikke på ER22/23EK og 9β.
  I anden gruppe deltog patienter (fire procent) med lavsensitiv og mutation på ER22/23EK og/eller 9β genet, men ikke på Bcl1 eller N363S.
  Tredje gruppe var vild-typen, der inkluderede patienter (20 procent) uden nogen former for mutation og dermed ingen specifik haplotype.
• Patienter, der havde en blanding af højsensitive og lavsensitive genotyper, blev udelukket fra haplotype analyserne.
• En måned efter patienternes hospitalskrævende eksacerbation blev deltagerne målt, testet og fik taget blodprøver, hvorfra DNA blev genotypet i de fire funktionelle GR polymorfismer Bcl1, 9β, N363S og ER22/23EK.
• Tærsklen for diagnosticering af binyrebarksuppression ved hjælp af den korte corticotropin-test var baseret på referencekoncentrationer for voksne (peak cortisol ≤ 420 nmol/L).

Fra magasinet april 2022

Af Natacha Houlind Petersen

Forskere har for første gang på baggrund af en af de største befolkningsundersøgelser fundet kliniske forskelle blandt de forskellige inflammatoriske fænotyper. Særligt samspillet mellem de eosinofile og neutrofile celler i blodet har betydning for symptomer og sygdomsgrad, viser deres analyse.

Forholdet mellem de eosinofile og neutrofile celler i blodet har måske en større betydning, end klinikere hidtil har troet ved inflammatorisk astma.

En ny analyse, der er baseret på den største franske befolkningsanalyse, CONSTANCES, har undersøgt, hvordan de forskellige inflammatoriske astma-fænotyper kommer til udtryk som astmasymptomer ved at kigge på niveauet mellem blod-eosinofile og -neutrofile.

Det er ifølge forskerne første gang nogensinde, at astma-inflammatoriske fænotyper er identificeret og karakteriseret i en befolkningsbaseret undersøgelse. Det gør studiet til særligt interessant, mener Howraman Meteran, der er læge, post doc og forsker ved Lungemedicinsk Sektion ved Herlev-Gentofte Hospital samt Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

“I løbet af de sidste 15 år har vi fået en større forståelse for de forskellige undertyper af astma og blevet klogere på, hvilke forskelle der er, og hvad de muligvis kan have af betydning. Dette studie er særlig interessant, fordi det kigger på sammenhængen mellem blod-eosinofile og -neutrofile niveauer, som et af de første studier,” siger han.

Analysen er baseret på 15.000 voksne deltagere med astma fra CONSTANCES-kohorten, hvor deltagerne i studiet blev inddelt i fire inflammatoriske grupper på baggrund af deres niveauer af eosinofile og neutrofile i blodet. 

Forværringer ved høje niveauer

Analysen viser, at fænotypen høj eosinofile/høj neutrofile niveau var forbundet med hyppigere astmaanfald inden for de seneste 12 måneder, øget forekomst af allergisk rhinitis og flere astmasymptomer. Samtidig havde deltagerne med lavt eosinofile/lavt neutrofile niveau færre symptomer samt færre astma-eksacerbationer sammenlignet med de andre fænotyper. 

Det er på linje med tidligere studier, der har påvist en sammenhæng mellem høj blod-eosinofile niveauer og øget risiko for eksacerbationer. Samtidig understreger det ifølge Howraman Meteran, at inflammatorisk astma med et højt eosinofile niveau er forbundet med flere forværringer.

“Det er almindeligt vidst, at patienter med høje blod-eosinofile værdier har et værre forløb og flere eksacerbationer, som vi også ser ved KOL. Det interessante her er, at forskergruppen også har undersøgt den relative betydning af eosinofil og neutrofil inflammation for forskellige astma udfald,” siger han. 

Er blod-eosinofile drivkraften?

Resultaterne tyder på, at blod eosinofile meget vel kan være drivkraften ved astma, forklarer Howraman Meteran og peger på, at gruppen med høj blod-eosinofile/lav -neutrofile også var forbundet med hyppigere astmaanfald inden for de seneste 12 måneder, allergisk rhinitis og flere astmasymptomer over tid som ved høj blod-eosinofile/høj -neutrofile fænotypen. 

“Det ser ud til, at kombinationen af høje værdier er værst, men det store spørgsmål er, hvad der reelt er drivkraften ved nogle af de inflammatoriske fænotyper, og hvad der prædikterer astmaprognosen,” siger han. 

Analysen viser nemlig, at fænotypen lav blod-eosinofile/høj blod-neutrofile også var forbundet med blive vækket af hosteanfald om natten, kronisk bronkitis og dyspnø i højere grad end fænotypen med lav andel eosinofile/lav neutrofile.

Det tyder på, at de neutrofile celler også har en betydning, og at neutrofil astma er mere kompleks, end hidtil antaget, peger Howraman Meteran på. Samtidig vil det potentielt kunne give mere fyldestgørende svar på, hvorfor nogle subgrupper af astmapatienter har et bedre respons på medicinen end andre. 

“Det vil potentielt kunne forklare, hvorfor patienter med rene høje eos-niveauer vil kunne behandle sin inflammation med inhalationssteroider, mens patienter med høje niveauer af både eos- og neutrofile i begyndelsen vil føle en bedring, men hvor den neutrofile inflammation måske vil vare ved og give astmasymptomer,” siger han og peger på, at der mangler en mere skræddersyet behandling til denne patientgruppe.

Det sætter også fokus på, om den dårlige prognose ved henholdsvis eosinofil og neutrofil inflammation skyldes den enkelte komponent eller ”dobbelt” inflammation, som dette studie har forsøgt at belyse.

”Der er bestemt behov for andre undersøgelser, der har et bedre design til at kunne besvare spørgsmålet,” peger Howraman Meteran på.

Klinisk brug af ratioer

Det franske studie er et nyt skridt i jagten på biomarkører inden for astma og viser, at det kan give god mening klinisk i højere grad at arbejde med ratioer, som man kender fra andre sygdomme, forklarer Howraman Meteran og nævner eksempelvis grænseværdier for protein i blodet ved urologiske sygdomme. 

“Det er bestemt ikke en dum tanke, at vi fremover i højere grad også skal se på, om der er neutrofil inflammation, og ikke alene om der er eosinofil inflammation eller ej.”

Samtidig er klinikere nødt til at huske på, at målinger såsom blod- og udåndingsprøver kun er et øjebliksbillede. En enkelt blodprøve som anvendt i studiet vil ikke kunne være et diagnostisk redskab, selvom det vil være en let og effektiv prøve. 

“Det er vigtigt, at blodprøverne ikke er et engangsforetagende , men skal tages over længere tid, fordi der er mange andre faktorer, der kan spille ind, som eksempelvis pollen og luftforurening,” siger Howraman Meteran.

Betydning i virkeligheden

Spørgsmålene om, hvilken biomarkør der er den mest stabile, og om astma med høje neutrofile niveauer skal behandles anderledes, har dog ikke nogen betydning i praksis endnu, da mange patienter med inflammatorisk astma i dag behandles ens, fordi der ikke findes enkelte midler til de enkelte fænotyper. Dog undtagen svær astma.

Studiet er dog stadig betydningsfuldt, da det er hypotesegenererende og er et vigtigt skridt på vejen om at blive klogere på de mange fænotyper og forskelle blandt inflammatoriske astma-typer, forklarer Howraman Meteran. Håbet er, at mere viden om biomarkører vil kunne skræddersy behandlingen på sigt og give en mere effektiv behandling til astmatikere. 

“Vi har endnu ikke en differentieret behandling, men jeg er helt sikker på, at det er det næste på astma-området. Ved at vi bliver endnu klogere på forskellene og fænotypernes betydning, vil vi i fremtiden i højere grad også kunne skræddersy behandlingen,” siger han.

Den nye analyse: Kliniske forskelle blandt blodinflammatoriske fænotyper

Analysen er baseret på over 200.000 deltagere i CONSTANCE-kohorten, hvis data blev indhentet fra 2012 til 2019, og som inkluderede 15.019 voksne med astma.

Forskerne identificerede fire forskellige inflammatoriske astma-fænotyper ud fra en blodprøve værende: 1) et lavt niveau eosinofile/lavt neutrofile i blodet, 2) lavt eosinofile/højt neutrofile, 3) højt eosinofile/lavt neutrofile, og 4) højt eosinofile/højt neutrofile i blodet.

Størstedelen af deltagerne (57 procent) havde fænotypen lavt antal eosinofile/lavt neutrofile i blodet, og en tredjedel havde fænotypen høj andel af både eosinofile og neutrofile i blodet.

Resultaterne var signifikante efter stratificering af køn, alder og rygehistorik samt ved andre udvalgte cut-offs. ‘Blood inflammatory phenotypes were associated with distinct clinical expressions of asthma in adults from a large population-based cohort’, 2022, eBioMedicine (The Lancet), T. Tsiavia

Fra magasinet april 2022

Af Hanna Sigga Madslund

Et nyt standardspørgeskema for astma, allergisk rhinitis og kronisk rhinosinuitis er nu offentliggjort og kan bruges bredt til hurtigt at afklare diagnoser, som ellers hører til på helt adskilte områder.

Helt symbolsk er både Vibeke Backer og Kasper Aanæs mødt op til interview, som for yderligere at understrege den vigtige pointe: At de to fagfolk gennem et tæt samarbejde om deres medicinske specialer, der ellers er skarpt adskilte, og hvor der ikke traditionelt er megen viden, der går på tværs, har udviklet et nyt værktøj til gavn for både patienter og læger. Værktøjet er et nyt enkelt spørgeskema, STARR 15, som omfatter 15 spørgsmål om de mest karakteristiske symptomer for tre luftvejslidelser (Se faktaboks). Når skemaet er udfyldt, kan lægen hurtigt og præcist få svar på, om der er symptomer i de øvre eller nedre luftveje, eller om det er et globalt luftvejsproblem.

”STARR-15 er vigtigt for en stor gruppe af patienter, som har symptomer fra enten øvre eller nedre luftveje eller begge dele. Som det er i dag, vil man opleve, at nogle patienter opsøger en øre-næse-hals-læge med deres næseproblemer og får gang i en behandling, men de kan stadig have symptomer fra de nedre luftveje. Andre opsøger en lungespecialist og får en astmabehandling i gang, men det er heller ikke hele løsningen, og måske er man forbi flere forskellige læger, inden diagnosen bliver stillet. Så det værktøj, vi nu har lavet, er møntet på læger, der sidder uden for sygehuset, så de kan være sikre på at fange patienterne på et tidligt tidspunkt og få dem sendt de rigtige steder hen fra begyndelsen,” fortæller lungemediciner Vibeke Backer.

”Og hvis vi skal rose os selv lidt, så er patienterne virkelig glade for, at vi både ser på lunger, hals og næse på én gang – vores spørgeskema er også til gavn og glæde for lægerne, fordi STARR-15 omfatter de 15 vigtigste spørgsmål for alle tre luftvejsområder på én gang. Patienten kan i princippet sidde i venteværelset og udfylde skemaet, og lægen hurtigt danne sig et overblik,” supplerer overlæge Kasper Aanæs. 

De to læger er begge ansat på Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, HovedOrtoCentret Rigshospitalet og har begge – sammen med tre andre kolleger - været med til at udvikle STARR-15. Arbejdet bag og selve spørgeskemaet er for nylig offentliggjort i en videnskabelig artikel i Rhinology International Journal.

Stort overlap mellem sygdomme

Vibeke Backer forklarer, at hun som lungemediciner alligevel var så heldig at blive ansat på en øre-næse-hals-afdeling på Rigshospitalet. Det betyder, at hun er med til at opbygge hele området omkring kronisk bihulebetændelse og med til at finde de patienter med store polypper, som på sigt skal have tilbudt biologisk behandling. 

Kasper Aanæs påpeger, at samarbejdet, som også omfattede professor Christian von Buchwald, startede for flere år siden, hvor de kiggede på patienter, som havde særlige behov, bl.a. med polypper. Han nævner samtidig, at det ikke kun er praksislæger eller speciallæger uden for hospitalerne, som har udfordringer på området.

”Nogle gange er det endda vanskeligt for os, som er helt inde i området, at finde ud af, om det er øvre eller nedre luftveje, som giver generne. Så når vi ikke selv mener, at det er klokkeklart, så er det jo indlysende, at det er endnu sværere for andre. Tit er det sådan for de patienter, der er hårdest ramt, at de både har symptomer fra de øvre og de nedre luftveje, og derfor opdagede vi, at det er brugbart med et samarbejde mellem øre-næse-hals-læger og lungelæger, så vi kunne være mere sikre på, at vi får øje på de vigtigste symptomer med det samme – samtidigt,” siger Kasper Aanæs.

Det afgørende faglige samarbejde

Sygdommene er vidt udbredte i befolkningen, for astmas vedkommende er der tale om syv procent, for allergier ca. 25 procent og ca. 10 procent for kronisk rhinosinuitis, CRS, og der er et stort overlap mellem sygdommene, påpeger Vibeke Backer.

”Grunden til, at vi gik i gang, var, at ca. 60-70 procent af patienterne med CRS har astma, ca. 60 procent af patienterne med høfeber har astma, og ca. 50 procent af patienter med astma har CRS. Hvis du besøger en næselæge, så ved de, som nævnt, ikke nødvendigvis noget om lungesymptomerne og omvendt. Vi har tidligere påvist, at 50 procent af dem med astma og CRS ikke ved, at de også har astma, selvom de har symptomer. Så der er altså et stort overlap mellem sygdommene, og lægerne skal hjælpes til at hjælpe patienterne” siger Vibeke Backer.

”Samarbejdet mellem lungelæger, næse-bihulekirurger og epidemiologer i dette studie har resulteret i, at vi nu har udviklet dette spørgeskema, og det er noget, ingen af os kunne have gjort alene,” siger hun og kigger sigende over på Kasper Aanæs, som nikker og påpeger, at de spørgeskemaer, der i dag bruges til diagnosticering af kronisk bihulebetændelse og astma, på samme tid både er for specifikke og for uspecifikke.

”I det meget anvendte SNOT-22-skema bliver der blandt andet spurgt, om man har hoste, og om man sover dårligt om natten. Det siger sig selv, at det kan der være mange grunde til. F.eks. vil folk med søvnapnø score rigtig højt her, men det betyder jo ikke, at man har bihulebetændelse, og i ACQ-spørgeskemaet, som er det primære til astma, står der: ”Er du vågnet om natten pga. din astma”? Men hvis man ikke ved, at man har astma, så svarer man nej, og så er man lige vidt. De to spørgeskemaer er på én gang for specifikke og for uspecifikke, og på den måde blev vi klar over, at vi havde brug for et forbedret screenings-tool,” siger Kasper Aanæs. 

STARR-15 indeholder f.eks. to spørgsmål om hoste, forklarer Vibeke Backer. Det skyldes, at de personer, som har kronisk bihulebetændelse, klager over våd hoste, mens de personer, som har astma, klager over tør hoste. Så hvis man blot spørger patienter, om de har hoste, så siger de ja, men man er ofte nødt til at være mere specifik.

”Vi har nogle dygtige sygeplejersker, som bruger et par timer på undersøgelser af patienterne, før de kommer ind til os. Så føler patienterne, at de bliver taget seriøst. Vi gør alt, hvad vi kan, og alligevel kan der være nogle, som vi desværre ikke kan gøre mere for, men de oplever alligevel, at de er velundersøgt og er blevet taget alvorligt,” siger Kasper Aanæs.

Det er dog ikke kun inden for Rigshospitalets mure, at det tværmedicinske koncept på området er ved at vinde frem, påpeger Vibeke Backer.

”Vi har arbejdsgrupper både på nordisk og europæisk plan, hvor man kombinerer specialerne ved at sætte to fagspecialister sammen. Man gør det rutinemæssigt i Belgien. Det er altså noget, rigtig mange arbejder med, måske på lidt forskellig vis, fordi det giver mening, og fordi patienterne hyppigt er syge både i øvre og nedre luftveje. Alt i alt er der gode resultater med patienterne, fordi vi fanger dem på et tidligt tidspunkt og får sendt dem de rigtige steder hen og hurtigt kan ordinere medicin til både det ene og det andet.”          

Det nye STARR-15-spørgeskema

I det videnskabelige studie, som er baggrund for spørgeskemaet, indsamlede Vibeke Backer og Kasper Aanæs sammen med kollegaerne Susanne Hansen, Janne Petersen og Christian von Buchwald fra henholdsvis Bispebjerg-Frederiksberg Hospitaler og Københavns Universitet, i alt 55 items, som var baseret på litteraturen, rapporter fra patienter og deres kliniske erfaring.

Spørgsmålene blev derefter afprøvet på 206 patienter med kendt astma, CRS og allergisk rhinitis, og på baggrund af deres svar og de samme patienters svar på henholdsvis SNOT-22 og ACQ-5, ledte dette gennem flere trin og en lang række statistiske analyser frem til de afgørende 15 spørgsmål.

Spørgeskemaet kan adskilles i tre dele, så man tydeligt kan se, hvilke symptomer der hænger sammen med de tre luftvejssygdomme, og det vil senere blive oversat til dansk:

• Spørgsmål 1-4 = allergisk rhinitis

• Spørgsmål 5-11 = kronisk rhinosinuitis

• Spørgsmål 12-15 = astma

Find spørgeskemaet i den videnskabelige artikel, tabel 3, side 8:

Backer V, Aanaes K, Hansen S, Petersen J and von Buchwald C. Global airways – a novel Standard Tests for Asthma, allergic Rhinitis, and chronic Rhinosinusitis (STARR-15) Volume 60, Issue no.1, p. 63 – 72, 2021.Rhinology International Journal (rhinologyjournal.com)

Bedre diagnostik skal mindske antallet afbrudte CPAP-behandlinger

SKREVET AF SUPER USER D. 1. MAJ 2022 I KATEGORIEN SØVN