Coronakrisen giver plads til sult og nød - og mafiaens lange fangarme

ITALIEN. Ikke mindst sicilianerne er ofre for blandingen af coronaangst, stigende fødevarepriser, sult og mafiaens lange fangearme, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrifts journalist Maria Cuculiza, som pt. opholder sig på Sicilien i det sydlige Italien. 

450-600 døde på grund af COVID-19 er blevet del af en ny normal for italienerne, som ikke mere hænger ved mobilen klokken cirka 18 for at få døgnets sidste nye tal for døde og indlagte på intensiv fra sundhedsmyndighederne i Rom. Tallene svinger op og ned indenfor samme ramme, og italienerne føler ikke, at de småvarianter, der forekommer omkring antal døde, endnu siger noget afgørende om situationen – andet end, at dødsfaldene fortsætter på sørgeligt højt niveau i norditalien og på et ligeså stabilt lavt niveau i de fleste af landets øvrige regioner - takket være, at alle er spærrede inde i deres hjem.

At tallene samtidigt hver aften viser et samlet billede af stadigt flere smittede vækker dog fortsat bekymring og angst, selvom også italienerne har udviklet sig til små mini-infektionsmedicinere og derfor udmærket forstår, at smittetallene skal ses i lyset af udførte test og således ikke nødvendigvist siger så meget om egen risiko for at blive smittet. Men hvis smitten fortsætter, når alle sidder derhjemme og kukkelurer, hvad sker der så ikke, når regeringen letter pedalen på lockdownen? spørger man nervøst hinanden.

Foreløbigt skal alle, som ikke er arbejdsmæssigt undtaget, blive hjemme til 4.maj. Hvad der sker herefter er endnu helt ukendt, bortset fra at regeringen pusler med overvejelser omkring, hvorvidt det fortsat skal være ulovligt for alle at opholde sig på landets strande, når varmen sætter ind i juni måned.

Så i stedet for i samme grad at gyse, skræmmes og bedrøves over dagens nye døde, retter man nu i højere grad blikket mod dagens genvordigheder og fremtidens krav til en helt ny livsstil. Og begge dele gør ondt. Så ondt, at de ellers så sprudlende og ekstroverte italienere er blevet forvandlede til stille mennesker med dukkede nakker i en stigende erkendelse af, at maskerne er kommet for at blive, at de 100-gange-om-dagen-omfavnelser-og-kyssen-på-kinder er udskudt på ubestemt tid, at det muntre og identitetsskabende sociale liv på gader, i barer, i butikker og på strande og restauranter i måneder og formentligt år vil være forbundet med øget smitterisiko for ikke kun én selv, men også ens nære. Og at det tætte og altafgørende familieliv på tværs af generationer vil forblive sat ud af kraft af hensyn til familiernes kronisk syge og ældre medlemmer.

Konturerne til en helt ny og komplet fremmed livsstil og kultur, som lockdownen allerede har givet en kraftig forsmag på, truer forude, og får alle til gang på gang at sige til hinanden: ”Vores liv bliver aldrig det samme igen! Hvor forfærdeligt!”

Og når italienerne for en stund undlader at spekulere over de dystre fremtidsudsigter, så er det den nye hverdags økonomiske her og nu udfordringer, som trænger sig på. Regeringen lovede samtidigt med sine indgreb og nedlukninger af langt de fleste arbejdspladser, at landets mange små selvstændige ville få 600 euro om måneden fra de statslige hjælpekasser. Men ikke en eneste euro er endnu nået frem til disse millioner af mennesker. Ligesom de mange, mange tusinder af mennesker, som plejer at tjene til dagen og vejen ved forefaldende sort arbejde i private hjem, små virksomheder og i dele af landbruget, står helt uden håb om offentlig hjælp - bortset fra nogle statsligt udstedte madkuponer, som heller ikke rigtigt er nået frem.

Og samtidig med, at husholdningspungene for længst er tomme i de mange familier, hvor to-tre generationer ofte bor sammen, og hvor alle nu er uden indtægter, så stiger fødevarepriserne dag for dag. Kød, fisk, ost, mælk og olivenolie er blevet uopnåelig luksus for de efterhånden mange forarmede. Ikke mindst i sydens byer, hvor også grøntsager er ved at blive uopnåelige. For eksempel er gulerødder, broccoli og tørrede bønner steget med 100 procent i supermarkederne, som er de eneste steder, hvor man kan få udgangstilladelse til at købe sine fødevarer og daglige fornødenheder.

Mafiaen træder til

Men hvor staten har efterladt et vakuum, træder mafiaen nu til med mad, medicin og andre livsvigtige fornødenheder til de trængende. En hjælp som mafiaen gerne giver, da den sidder på milliarder af sorte penge, som i disse dage vaskes rene. Men også en hjælp, som senere forventes betalt tilbage i form af for eksempel politiske stemmer til mafiaens politikere eller decideret hjælp til mafiastøttet kriminalitet. Ingen, som tager imod mafiaens mad, kan mere føle sig sikre på ikke at blive inddraget i dens illegale aktiviteter.

Ikke mindst sicilianerne er ofre for blandingen af coronaangst, stigende fødevarepriser, sult og mafiaens lange fangarme, hvilket har fået de humanitære organisationer som for eksempel Caritas, fødevarebutikker og til dels den lokale regering til at uddele mad til de trængende. Men ikke nær nok til, at det kan ændre ved det faktum, at mafiaen skruppelløst og uden tøven udnytter, at de fire faktorer, som altid har været dens eksistensgrundlag blandt de mindrebemidlede, nu er vendt tilbage for fuld udblæsning på grund af regeringens laden stå til: Mangel på penge og jobs og derfra stammende socialE uro samt en dyb vrede over regeringen i Rom, som man føler sig forladt, svigtet og bedraget af i forhold til basale behov.

At mafiaen vejrer morgenluft og også ønsker at demonstrere den genvundne magt for således at få endnu mere magt, fik øen en klar forsmag på, da den i påsken i øens tredjestørste by, Messina, i fuld offentlighed begravede et af sin prominente medlemmer med pomp og pragt og begravelsesoptog og således blæste på regeringens dekret, som ellers forbyder begravelser og offentlige forsamlinger. Et retsligt efterspil - i en situation hvor almindelige borgere får 500 euro i bøde på stedet for blot at gå sig en tur på gaden - forventes at løbe ud i sandet, ligesom som så mange andre af mafiaens møder med retsvæsenet plejer at gøre.

Mafiaens magtdemonstration har fået øens offentlige anklagere til at advare mod den totale forarmelse og mafiaens heraf følgende ekspansion og konsolidering, som også vil betyde, at såvel Rom som især EU vil være ekstra tøvende overfor at hjælpe med at bringe syden på fode igen efter coronaen – velvidende, at offentlige økonomiske tilskud sandsynligvis i endnu højere grad end før coronaen i sidste ende vil ende i mafiaens i forvejen fyldte lommer. Alt dette forstår sicilianerne bedre end nogen, og fordums bitre erfaringer gør kun angsten for coronavirussen, frygten for mafiaen og vreden mod Rom større dag for dag.

 

Læs Maria Cuculiza andre artikler om corona-situationen i Italien:

Tags: corona, italien

Like eller del denne artikel