Kæmpemanual til sensitive mennesker savner struktur og transparens
BØGER. ’Manual til følsomme mennesker’ fremstår velment og som om, at den er baseret på mange terapeutiske kilometer i benene. Desværre virker selvhjælpsbogen til sensitive sjæle også sludrende og dilettantisk udført.
Hvornår er man sensitiv? Det var et af de spørgsmål, som jeg ofte stillede mig selv under læsningen af ’Manual til følsomme mennesker’.
”Cirka 12-13 procent af verdens befolkning betragtes som sensitive,” skriver psykoterapeut Jane Lee tidligt i hendes bud på en slags selvhjælpsbog.
Til denne befolkningsgruppe har hun nu skrevet et digert værk. Hun har ingen noter eller henvisninger i sin 351 sider lange bog. Under læsningen blev det et problem for mig, at jeg aldrig helt forstod, hvem disse ”cirka 12-13 procent” egentlig er. Jeg kender mange, inklusiv mig selv, som passer på mange af beskrivelserne i bogen. Jeg kender til gengæld få, som bogens passager slet ikke rimer på. De handle- og tænkemønstre, hun beskriver, virker voldsomt menneskelige. Men jeg er i tvivl, hvornår de gør sig gældende i en grad, så man kan kalde sig sensitiv? Det giver mig et vaklende fundament som læser, der ikke er psykoterapeut eller lignende.
Gode intentioner
Jeg betvivler ikke de gode intentioner i Jane Lees arbejde. Undervejs gennem bogen møder læseren kærlige og velmenende råd, som virker dybfølte. Psykoterapeuten, der har praksis i Sorø, advarer om at tro på det perfekte liv med smilende børn, velredte senge og rosévin på terrassen, og hvad man nu ellers finder på mange menneskers Instagram-profiler. Også bag Instagram-billederne venter en virkelighed, når vinflasken er tom, børnene igen er blevet uvenner, og sengetøjet atter er krøllet. Det er en virkelighed, vi glemmer, når vi bare sidder og scroller. Jane Lee minder om behovet for at trække stikket og finde ro uden lysende telefoner. Her er også nogle gode beskrivelser af, hvordan det kan være for mennesker, der ikke er jeg-stærke nok til at sige tydeligt ’nej’ og trække en streg i sandet.