Morsomme og vrantne digte om alderdommens forfald

BØGER. Claus Bøjes ærlige digte om alderdommens forfald lyser op med kulsort humor. Digtene er i samspil med fine vignetter og desværre også med unødvendige citater fra åndsfæller.

På det typiske billede af Sisyfos skubber den mytologiske figur igen-igen en stor, rund sten foran sig op ad bjerget. På 81-årige Per Marquard Otzens koncise forsideillustration til 84-årige Claus Bøjes ´Bedst før – Præludium til sidste salgsdato´ er Sisyfos’ sten en gravsten. Livet ligger bagude, og nu skal den klodsede kolos mosles op på toppen en allersidste gang.

Bøje beskriver nådesløst alderdommens forfald. Krop og sind forvitrer, og døden kommer kun nærmere, men indblikket i det nedslående perspektiv er faktisk opløftende. Det er også en påmindelse til læsere i alle aldre om, at selv det bedste helbred er flygtigt, og at der kommer en dag, hvor en banal, kortsigtet forandring synes uden for rækkevidde: ”Køber ikke længere / grønne bananer”.

Alderdommen er på den ene side en sejr: ”Mange unge / opnår / ikke det privilegium”. Men der er malurt i sejrens pokal, for med alderen følger fysiske og mentale skavanker og snarlig død: ”Hvordan går det / Ad helvede til / Vi ses / Det skal du ikke / regne med”. Fortælleren er plaget af snigende demens, nedsat hørelse og skøre knogler, han er ramt af morbiditet, sortsyn og resignation, men det hele er holdt i ave af trods og sort humor, som vidner om stadig livsgnist.

Hvert digt er ledsaget af Per Marquard Otzens åndsbeslægtede vignetter, enten som supplement til teksten eller som løsere abstraktion, men altid harmonisk. I en opgørelse over sine dårligdomme skriver Bøje ”Den grå stær synger / ser lyst på tingene”, og Otzen svarer med en frejdigt pippende fugl ud ad øjet. Hans karakteristisk skarpe streg (især kendt fra Politiken) er her erstattet af en vibrerende penneføring, som giver tegningerne i alderdomstemaet et fint vaklende udtryk.

Omtrent hvert tredje digt begynder med et kursiveret citat fra hovedsagelig (jazz)musikere, som Bøje besvarer som videredigtning, som abstraktion eller som variation: ”Jeg har intet at sige / Jeg siger det / Det er poesi / sagde John Cage / Jeg har meget at sige / Jeg skriver det / Det er terapi” (10).

Jo tættere Bøjes tekst lægger sig til citatet, jo mere uselvstændig fremstår responsen. Det bliver ufrivilligt komisk ved bogens længste citat, 14 linjer i alderdomstemaet af den romerske satiriker Juvenal, hvortil forfatteren afslørende konstaterer: ”Hvad mere at tilføje / Satirikeren som realist”. Her får jeg lyst til at citere Willie Nelson: ”You can’t make a record if you ain’t got nothing to say”.

Citater, digte og tegninger indgår i musikalsk samspil, men Bøje (og Otzen) er stærkest uden citater. De bedste tekster er morsomt vrantne aforismer, som giver alderdommen mening lige til det sidste: ”Modeluner / har aldrig sagt mig noget / Men ligskjorten / bliver sidste skrig”.

Claus Bøje: ´Bedst før – Præludium til sidste salgsdato´. Illustrationer af Per Marquard Otzen. Det Poetiske Bureaus Forlag. 150 kroner på detpoetiskebureau.dk.