Flemming Østergaards hustru gennem 60 år, Inge Østergaard, døde om morgenen den 21. april 2026 efter omkring fem års kamp mod Alzheimers sygdom.
Den tidligere direktør og bestyrelsesformand har undervejs i sygdomsforløbet skrevet mange Facebook-opslag om ægtefællens sygdom. Hans fjerde bog, ’Det skal fandme være en god dag’, kan man se som en slags kulmination på de mange opslag.
Bogen er lavet i samarbejde med journalist Clara Stegger, og mange passager i bogen er virkelig dygtigt realiseret. Flere steder fanger bogen den lakoniske, kontante måde, som Flemming Østergaard udtrykker sig på, så det næsten er som om, man kan høre ham tale, mens man læser bogen. Bogens indledning er et elegant eksempel på grebet ’in medias res’, hvor man indleder midt i begivenhedernes gang, og vi er med Flemming Østergaard og hans syge kone ude at handle i liebhaver-supermarkedet Meny:
”Fire pakker Colgate-tandpasta. Batterier. Kartofler til et helt fodboldhold. Inge kører rundt med indkøbsvognen og fylder den med varer. Jeg er lige i hælene på hende. Hver gang hun vender ryggen til, lægger jeg det, vi ikke kan bruge til noget, tilbage på hylderne.”
Det er en øm og humoristisk iscenesættelse af det, der tidligt i bogen bliver karakteriseret som en ”lortesygdom”. Begivenhederne bliver da også mere triste senere hen, efterhånden som demenssygdommen progredierer.
”Det er ubærligt at være vidne til, at et menneske, man elsker, gradvist forsvinder,” skriver Flemming Østergaard et sted og fortsætter: ”Det gør ondt at være pårørende, for man mister ikke kun den, der er syg. Man mister også stumper af sig selv.”
Kærlighedskvad og kampskrift
’Det skal fandme være en god dag’ er ikke berøringssky med de sværeste aspekter af at være nær pårørende til en demenssyg. ’Værdighed og voksenbleer’ hedder et af kapitlerne. Flemming Østergaard passer sin syge kone i deres hjem i en lang og opslidende periode. Først i 2025, fem år efter de tidlige tegn på sygdom og de første små ”uskyldige forglemmelser”, må han modvilligt kapitulere, og Inge kommer på et plejehjem.
Den nordsjællandske VIP, der har boliger i både Miami og Frankrig, har blik for, at han er en mere end almindeligt ressourcestærk pårørende. Alligevel skal også han kæmpe med at få en hjemmehjælp op at køre, der kan levere den kontinuitet, som borgere med demens behøver. Bogen er ikke bare et ømt portræt af en syg kone og et flot vidnesbyrd om en tapper pårørende. Den er også et indigneret debatindlæg om et presset, undertiden kaotisk sundhedsvæsen.
”Når jeg vælger at tage kampen op, er det ikke for min egen families skyld. Det er ikke for at skaffe særlige fordele til mig eller Inge. Jeg gør det for de titusinder af andre, der står i samme situation,” skriver Flemming Østergaard et sted.
Jeg er dog ikke så vild med passagerne trykt på grå sider, hvor bogen genoptrykker kommentarer og indlæg fra Facebook-brugere, der har læst hans opslag om konens sygdom. Det er naturligvis al hæder og ære værd, at Flemming Østergaard har skabt en bred udveksling om demenssygdom på sociale medier. Men jeg synes, indslagene står i vejen for fortællingen. Det minder mig mere indslag fra en årsrapport, hvor det også ser godt ud, hvis man kan levere eksempler på anerkendelse fra omverden. Associationen er naturligvis helt på min regning, men måske er tilgangen et levn fra de mange år i toppen af dansk erhvervsliv.
Fra VIP-topboss til patientambassadør
Flemming Østergaard er af mange bedre kendt under tilnavnet Don Ø og blev landskendt som den ”karismatiske og kontroversielle" formand for Parken Sport & Entertainment, hvor han transformerede FC København fra en ”skrantende fodboldklub til en kommerciel magtfaktor,” som forlaget skriver i sin pressemeddelelse om bogen. Hans kendisfaktor har været så stor, at han også har været med i komedieserien ’Klovn’, hvor berømte mennesker spiller forvrængede versioner af sig selv.
Jeg har personligt altid haft det svært med den i dag 82-årige pensionist, dengang han var en offentlig figur. I mine øjne har han altid haft en ubehagelig aura af kapitalistisk magtfuldhed.
Men det er sundt at få sine fordomme og indgroede antipatier udfordret, og det fik jeg med den her sympatiske, ærlige og åbne bog. Jeg bliver nok aldrig stor fan af erhvervsmanden Don Ø, men efter endt læsning har jeg fået respekt for familiefaren, enkemanden og pårørende-ambassadøren Flemming Østergaard.
Flemming Østergaard: ’Det skal fandme være en god dag’ er udkommet i maj, 2026 på Politiken Forlag, 240 kroner på Saxo
