Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Det har været en løbende proces, og det er parterne, der skal have hele æren for, at det er blevet en god aftale. Jeg har været facilitator og budbringer. Det er de to parter, der har vist, at de ville en aftale,” siger Jesper Fisker.

Jesper Fisker hjalp praktiserende læger og regionerne i mål med økonomiaftale: Sådan noget er bare svært

Direktør Jesper Fisker stod midt mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne i forhandlingerne om den nye økonomiaftale. Han tøvede, før han sagde ja til opgaven, men følte, at han havde en særlig forpligtelse til at bidrage.

Få topchefer i sundhedsvæsnet er mere forbundet med sundhedsreformen end Jesper Fisker, der til daglig er administrerende direktør hos Kræftens Bekæmpelse. 

I 2023 blev den tidligere departementschef udpeget som formand for Sundhedsstrukturkommissionen, der i 2024 kom med anbefalinger til en ny organisering af sundhedsvæsenet. Anbefalingerne blev siden et centralt grundlag for sundhedsreformen, der for alvor bliver udrullet i 2027.

En af hjørnestenene i samme sundhedsreform er en ny og anderledes økonomisk aftale for 2027 mellem Danske Regioner og PLO. Jesper Fisker blev tidligt i forløbet omkring denne ekstraordinære overenskomstaftale spurgt, om han ville være facilitator i forhandlingsprocessen. Det tænkte han lidt over, inden han takkede ja.

”Jeg syntes, der var en forpligtelse. Aftalen udgør en vigtig del af sundhedsreformen og udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Uden en god aftale ville det være svært at se potentialet i sundhedsreformen blive udfoldet," siger han.

Direktøren vurderer selv, at han stadig har aktier i den igangværende udrulning i kraft af sit tidligere virke i Sundhedsstrukturkommissionen.  

”Derfor ville jeg gerne gøre, hvad jeg kunne for at bidrage til arbejdet. Og det er faktisk lykkedes. Det er blevet en god aftale,” siger Jesper Fisker om den endelige aftale, der løber over fire år.

Det har på mange måder været en svær forhandling, fortæller han.

”Det handler om en helt ny arbejdsdeling mellem det centrale og det decentrale niveau. Det har været nødvendigt at finde en ny honorarstruktur også. Der skulle findes en ny måde at styre økonomien på, og sådan noget er bare svært.”

En løbende proces

Jesper Fisker har deltaget i de politiske forhandlingsmøder og derudover haft separate møder med parterne. Han kan ikke sætte præcist timetal på opgavens omfang.

”Det har været en løbende proces, og det er parterne, der skal have hele æren for, at det er blevet en god aftale. Jeg har været facilitator og budbringer. Det er de to parter, der har vist, at de ville en aftale.”

Det bedste ved aftalen er for Jesper Fisker at se, hvis man hæver sig op over hverdagen og ser på det store perspektiv, som ligger i aftalen. Her er der ifølge Kræftens Bekæmpelses direktør lagt et fundament for, at almen praksis kan spille en afgørende rolle i et sundhedsvæsen, der er tættere på borgeren. Han fremhæver derudover en forenklet honorarstruktur, der er inspireret af arbejdet fra Honorarstrukturrådet, muligheden for mere sammenhængende konsultationer og gode tiltag omkring IT, efteruddannelse og forskning som positive aspekter ved aftalen.

Knap 20 års feltarbejde

Jesper Fisker var allerede i 2008 involveret i en rapport om almen praksis, dengang som administrerende direktør i Sundhedsstyrelsen.

Rapporten, der blev udgivet af det daværende Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, hed ’Almen praksis' rolle i fremtidens sundhedsvæsen’.

Rapportens grundlæggende budskab var, at almen praksis skulle spille en større og mere integreret rolle i sundhedsvæsenet, men at det krævede ændringer i organisering, kapacitet, økonomiske incitamenter og offentlig styring.

Jesper Fisker fortæller, at han genbesøgte den snart 20 år gamle rapport, inden han påtog sig opgaven som facilitator i sommeren 2026.

”Mange af anbefalingerne fra dengang flugter med det, vi har arbejdet med i den her aftale. Der er sket forandringer på knap 20 år, men der er også meget, man kan genfinde. Almen praksis bevæger sig ind i en fremtid, hvor vi kan få endnu mere glæde af den krumtap, som sektoren er. Nogle af de udfordringer, vi pegede på dengang, bliver der taget hånd om nu.”

Han ønsker ikke at kommentere på, hvad det er, han præcist har kunnet tilføre i en svær forhandlingssituation mellem to parter, der har en lang forhistorie, og hvis forhold ifølge sundhedskommentator og tidligere PLO-direktør Jonatan Schloss er blevet betegnet som dysfunktionelt. 

”Det må du spørge nogle andre om,” svarer Jesper Fisker.

Leif Vestergaard, der har været formand for Honorarstrukturrådet, har tidligere rost tilknytningen af Jesper Fisker som facilitator over for Medicinsk Tidsskrift.

”Jeg synes, det er virkelig godt set med udpegningen af Jesper Fisker i den her rolle. Han er en person, der har sundhedsreformen helt inde under huden og ved præcis, hvad der er på spil. Samtidig er han hverken regionernes eller PLO's mand, og derfor er han et rigtig godt valg,” sagde Leif Vestergaard i juni 2026.

 

Fakta: Sådan ændres betalingen til de praktiserende læger

Flere penge, færre særskilte betalinger og større vægt på patienternes behov. Det er hovedtrækkene i den nye fireårige aftale mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne.

Hvad handler aftalen om?

Aftalen fastlægger økonomien og vilkårene for at drive lægeklinik fra 2027 til 2030. Et centralt formål er at give klinikker med mange behandlingskrævende patienter bedre mulighed for at afsætte den nødvendige tid.

Hvor mange ekstra penge følger med?

Ifølge parterne tilføres almen praksis samlet 4,5 milliarder kroner over de fire år. I 2030 er den årlige økonomi løftet med cirka 1,7 milliarder kroner. Pengene skal blandt andet understøtte flere læger og flere opgaver i almen praksis. En del går til efteruddannelse, kvalitetsarbejde og forskning.

Hvordan bliver lægen betalt?

Klinikken får både en fast betaling for sine tilmeldte patienter og betaling for konsultationer og visse undersøgelser og behandlinger.

Fremover afhænger den faste patientbetaling også af, hvor stort et behandlingsbehov klinikkens patienter samlet vurderes at have. To klinikker med lige mange patienter kan derfor få forskellige beløb. En klinik med mere behandlingskrævende patienter får et højere beløb pr. patient.

Fire typer konsultationer

Mange af de hidtidige særskilte betalinger erstattes af fire hovedtyper:

Type Typisk indhold Betaling til klinikken
Kort Et afgrænset spørgsmål og svar via telefon eller e-mail. Omkring fem minutter. 52,62 kr.
Almindelig Samtale og eventuelt undersøgelse om et eller flere problemer. Omkring ti minutter. 202 kr.
Lang Et særligt behov, som kræver mere omfattende undersøgelse eller behandling. Omkring 30 minutter. 475,22 kr.
Kompleks Et særligt krævende forløb, ofte med koordinering med andre fagpersoner. Omkring 60 minutter. 1.103,61 kr.

Tiderne er vejledende og omfatter også forberedelse, journalføring og opfølgning. De angiver derfor ikke, hvor længe patienten sidder hos lægen. Beløbene er i april 2026-niveau.

Kan flere problemer klares ved samme besøg?

Ja. Modellen skal mindske unødvendig opdeling i flere besøg. Lægen vurderer, hvad der fagligt kan håndteres sammen. Flere spørgsmål giver dog ikke automatisk grundlag for en lang konsultation.

Hvad ændres for patienter med kronisk sygdom?

Det særlige kronikerhonorar for patienter med KOL og type 2-diabetes afskaffes. Betalingen omlægges til den nye model med fast patientbetaling og konsultationer. Det er betalingsformen, der ændres; kontrollerne skal fortsat tilrettelægges efter patientens behov.

Hvad får klinikken til driften?

Der indføres et fast årligt klinikhonorar på 70.000 kroner pr. lægekapacitet – en lægeplads i klinikken. Det erstatter et hidtidigt tilskud på 20.000 kroner og bidrager blandt andet til administration og IT.

Hvad med samarbejdet med sygehuset?

Lægen kan få særskilt betaling for en faglig drøftelse med en sygehuslæge eller speciallæge om en konkret patient. Det skal styrke sammenhængen i behandlingen og gøre det muligt at hjælpe flere patienter hos egen læge.

Hvordan holdes der styr på udgifterne?

Hver klinik får et forventet indtægtsniveau med et tilladt spænd omkring, beregnet ud fra patientantal og behandlingsbehov. Det kaldes et omsætningsbånd.

Afvigelser kan føre til dialog med regionen og udløser ikke automatisk tilbagebetaling. Der gælder også en samlet økonomisk ramme. Overskrides den, kan klinikker med de største overskridelser af deres bånd skulle betale tilbage først.

Er aftalen endeligt vedtaget?

Aftalen blev indgået 28. oktober 2026. Den skal godkendes af PLO’s repræsentantskab og ved en afstemning blandt medlemmerne. Ved godkendelse træder den i kraft 1. januar 2027.

Kilder: Aftale27 med bilag, PLO’s gennemgang af aftalen og Danske Regioners præsentation. Status: 4. november 2026.

 

Relaterede artikler

topartikel, økonomiaftale