Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”De har ikke fulgt anbefalingerne én til én, men helt grundlæggende har de lyttet til vores råd. Parterne har lavet en overenskomst, som bygger på faglighed,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

Glad Leif Vestergaard om ny økonomiaftale: Parterne har lyttet til vores råd

Leif Vestergaard stod i spidsen for råd, der lavede oplæg til en forandret honorarstruktur for almen praksis. Han kan genkende mange anbefalinger i den nye aftale, men peger også på én stor udfordring, som kan blive afgørende for, om omlægningen lykkes.

Leif Vestergaard blev glad, da han i sidste uge så den økonomiske aftale mellem Praktiserende LÆgers Organisation (PLO) og regionerne.

Han afleverede som formand for Honorarstrukturrådet i 2023 rapporten ’Forenkling og faglighed med fokus på patienten’, der lagde op til et helt nyt paradigme med mindre specifikke honorarer, når den praktiserende læge skal aflønnes af sin region. Rådet bestod af både praktiserende læger, forskere og regionalt ansatte økonomi- og hospitalsdirektører. 

Tre år senere fortæller Leif Vestergaard, at han fandt det modigt af parterne at nedsætte det udvalg, som han fik æren af at være formand for. Han oplever med den nye økonomiske aftale, at PLO og Danske Regioner har lyttet til forslagene fra rådet.

”De har ikke fulgt anbefalingerne én til én, men helt grundlæggende har de lyttet til vores råd. Parterne har lavet en overenskomst, som bygger på faglighed.” 

Det, lægen skal lave fremover, handler om at være en god læge ud fra retningslinjerne fra DSAM og Sundhedsstyrelsen, og det handler ikke om, hvad han eller hun kan få for en ydelse ved at slå op i en tabel, mener Leif Vestergaard.   

“Det betyder også, at den her overenskomst i højere grad end før lægger vægt på den fagligt dygtige praktiserende læge og på tilliden til den praktiserende læge.”

Leif Vestergaard hæfter sig også ved, at lægefaglige konferencer med sygehuslæger og speciallæger fremover honoreres særskilt. 

”Det er faktisk en understregning af hele tanken i sundhedsreformen. Nu skal de formelle godkendelser naturligvis på plads, men det danske sundhedsvæsen er på vej i en god retning med den her aftale, ” siger Leif Vestergaard, der er tidligere direktør i Region Midtjylland og Kræftens Bekæmpelse, og som derudover har været formand for Etisk Råd. 

Medicinsk Tidsskrift: Havde du forventet, at den færdige aftaletekst ville få så stærkt et islæt af jeres arbejde?

”Indimellem var jeg bekymret for, om parterne kunne og ville gå så langt. Men jeg tror, de har set, hvilken tegning Folketinget har lavet af fremtidens sundhedsvæsen. Og personerne, der har været med, mener jeg, har været visionære. Jeg tror helt grundlæggende, at de har set, at praktiserende læger skal være mere fagfolk og i mindre grad købmænd.”

Praktiserende læger skal naturligvis også være købmænd, tilføjer Leif Vestergaard, men den nuværende honorarstruktur var blevet for knopskydende og for indviklet.

”Det er opslidende både for regionerne og de praktiserende læger,” sagde Leif Vestergaard, da han afleverede rapporten i 2023.

Selvom Leif Vestergaard med den 234 sider lange rapport har stået fadder til et stort forarbejde for aftalen, har han på ingen måder været inddraget eller orienteret, mens arbejdet med den nye aftale har stået på. Og det passer ham fint, tilføjer han.

”Jeg ville jo nemt have fastholdt nuancer og detaljer, som jeg kunne ønske medtaget i aftalen. Honorarstrukturrådet afleverede jo et fælles hjertebarn, og det kan være svært, det her med at kill your darlings.”

Han minder om, at Honorarstrukturrådet arbejdede med en præmis, der var en økonomisk nul-løsning.

”I den nye aftale er der tilført mange nødvendige penge. Det kan man gøre, når ændringerne af honorarstrukturen falder sammen med en stor reform. For os var det et vilkår, at der ikke var adgang til finansministerens pengekasse.”

Og selvom Leif Vestergaard er glad, fortæller han, at der er én personlig ’darling’ fra deres rapport, som er blevet forbigået af PLO og Danske Regioner i deres endelige aftale.

”Jeg var meget begejstret for konceptet med pluspatienter. Udvalgte patienter, som får ekstra opmærksomhed og en særlig indsats på grund af sårbarhed eller særlige behov. Den ordning havde jeg gerne set kanoniseret gennem overenskomsten. Det har man fravalgt. Sådan er det. Det allervigtigste er, at mange gode praktiserende læger jo har et system, der ligner. Vi ville bare give den tankegang et økonomisk skulderklap. Men den lever heldigvis hos mange praktiserende læger i ukanoniseret form.”

Nu venter implementeringen og omstillingen, hvis aftalen bliver stemt hjem. Hvor ser du den største sårbarhed?

”At man undervurderer omvæltningen. Dette her er ikke bare en lille ny overenskomst. Det er et paradigmeskifte.”

Man kan som praktiserende læge ikke længere slå op i en tabel og afgøre, hvordan man skal behandle en patient. Overenskomsten er ikke længere den faglige ramme. Det er blevet ”faget, der er rammen,” siger Leif Vestergaard.

”I stedet skal man lave en lægefaglig vurdering af, hvad der er den rette lægefaglige indsats. Det er en forandret almen praksis, og det skal man give de praktiserende læger tid til at få på plads. Der vil komme frustrationer fra begge parter. Der skal tålmodighed til, men det er en nødvendig vej frem for det danske sundhedsvæsen og almen praksis, at vi får den her overenskomst.”

 

Fakta: Sådan ændres betalingen til de praktiserende læger

Flere penge, færre særskilte betalinger og større vægt på patienternes behov. Det er hovedtrækkene i den nye fireårige aftale mellem Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og regionerne.

Hvad handler aftalen om?

Aftalen fastlægger økonomien og vilkårene for at drive lægeklinik fra 2027 til 2030. Et centralt formål er at give klinikker med mange behandlingskrævende patienter bedre mulighed for at afsætte den nødvendige tid.

Hvor mange ekstra penge følger med?

Ifølge parterne tilføres almen praksis samlet 4,5 milliarder kroner over de fire år. I 2030 er den årlige økonomi løftet med cirka 1,7 milliarder kroner. Pengene skal blandt andet understøtte flere læger og flere opgaver i almen praksis. En del går til efteruddannelse, kvalitetsarbejde og forskning.

Hvordan bliver lægen betalt?

Klinikken får både en fast betaling for sine tilmeldte patienter og betaling for konsultationer og visse undersøgelser og behandlinger.

Fremover afhænger den faste patientbetaling også af, hvor stort et behandlingsbehov klinikkens patienter samlet vurderes at have. To klinikker med lige mange patienter kan derfor få forskellige beløb. En klinik med mere behandlingskrævende patienter får et højere beløb pr. patient.

Fire typer konsultationer

Mange af de hidtidige særskilte betalinger erstattes af fire hovedtyper:

Type Typisk indhold Betaling til klinikken
Kort Et afgrænset spørgsmål og svar via telefon eller e-mail. Omkring fem minutter. 52,62 kr.
Almindelig Samtale og eventuelt undersøgelse om et eller flere problemer. Omkring ti minutter. 202 kr.
Lang Et særligt behov, som kræver mere omfattende undersøgelse eller behandling. Omkring 30 minutter. 475,22 kr.
Kompleks Et særligt krævende forløb, ofte med koordinering med andre fagpersoner. Omkring 60 minutter. 1.103,61 kr.

Tiderne er vejledende og omfatter også forberedelse, journalføring og opfølgning. De angiver derfor ikke, hvor længe patienten sidder hos lægen. Beløbene er i april 2026-niveau.

Kan flere problemer klares ved samme besøg?

Ja. Modellen skal mindske unødvendig opdeling i flere besøg. Lægen vurderer, hvad der fagligt kan håndteres sammen. Flere spørgsmål giver dog ikke automatisk grundlag for en lang konsultation.

Hvad ændres for patienter med kronisk sygdom?

Det særlige kronikerhonorar for patienter med KOL og type 2-diabetes afskaffes. Betalingen omlægges til den nye model med fast patientbetaling og konsultationer. Det er betalingsformen, der ændres; kontrollerne skal fortsat tilrettelægges efter patientens behov.

Hvad får klinikken til driften?

Der indføres et fast årligt klinikhonorar på 70.000 kroner pr. lægekapacitet – en lægeplads i klinikken. Det erstatter et hidtidigt tilskud på 20.000 kroner og bidrager blandt andet til administration og IT.

Hvad med samarbejdet med sygehuset?

Lægen kan få særskilt betaling for en faglig drøftelse med en sygehuslæge eller speciallæge om en konkret patient. Det skal styrke sammenhængen i behandlingen og gøre det muligt at hjælpe flere patienter hos egen læge.

Hvordan holdes der styr på udgifterne?

Hver klinik får et forventet indtægtsniveau med et tilladt spænd omkring, beregnet ud fra patientantal og behandlingsbehov. Det kaldes et omsætningsbånd.

Afvigelser kan føre til dialog med regionen og udløser ikke automatisk tilbagebetaling. Der gælder også en samlet økonomisk ramme. Overskrides den, kan klinikker med de største overskridelser af deres bånd skulle betale tilbage først.

Er aftalen endeligt vedtaget?

Aftalen blev indgået 28. oktober 2026. Den skal godkendes af PLO’s repræsentantskab og ved en afstemning blandt medlemmerne. Ved godkendelse træder den i kraft 1. januar 2027.

Kilder: Aftale27 med bilag, PLO’s gennemgang af aftalen og Danske Regioners præsentation. Status: 4. november 2026.

Relaterede artikler

topartikel, økonomiaftale