Analyse: Så dramatisk bliver regionsrådsvalget – magtkampe, reform og nye frontlinjer

ANALYSE. Regionsrådsvalget plejer at glide forbi som et slags biprodukt til kommunalvalget, men lige præcis valget tirsdag 18. november er alt andet end parentesmateriale. Det foregår på et tidspunkt, hvor sundhedsvæsenet skal omsætte store ambitioner og gennemgribende planer til noget, der faktisk virker i hverdagen.

Vi står med et valg, hvor regionsrådene får markant mere indflydelse, fordi sundhedsstrukturreformen giver dem et større ansvar for planlægning, prioritering og styring af det nære sundhedsvæsen, så borgerne får hurtigere hjælp tættere på deres eget hjem. De nye sundhedsråd, den nye regionsstruktur og opgaveflytningen fra staten betyder, at flere centrale beslutninger om forebyggelse, kapacitet, organisering og samarbejde mellem kommuner og regioner skal træffes lokalt. Det flytter så meget magt ud i regionerne, at hele det politiske landskab er i bevægelse.

Regionerne forvalter heller ikke just småpenge. De styrer et sundhedsvæsen med et samlet budget på cirka 150 milliarder kroner. Det er landspolitikerne på Christiansborg, der laver de store planer, eksempelvis sundhedsreformen og 10-års planen for psykiatrien, men det er regionerne, der ar ansvar for driften af hospitalerne, psykiatrien, lægedækningen, akutberedskabet og for aftaler med både praktiserende læger, psykologer og speciallæger. Og det er regionsrådene, der beslutter, om et sygehus skal bygges ud, flyttes, nedlægges eller specialiseres. Og i praksis er det i regionerne – ikke på Christiansborg – at ventetider, kapacitet og kvalitet bliver formet til virkelighed for hjertepatienten Flemming i Aalborg og KOL-patienten Marie i Slagelse.

Regionerne er på vej ind i deres største strukturændring siden kommunalreformen. Fra 2027 går Danmark fra fem regioner til fire, når Region Sjælland og Region Hovedstaden smelter sammen til én stor Region Østdanmark, og antallet af regionsrådsmedlemmer skæres markant ned. Der oprettes 17 nye sundhedsråd, hvor beslutninger om forebyggelse og det nære sundhedsvæsen fremover skal træffes i et nyt politisk maskinrum, hvor både kommunal- og regionsrådspolitikere i forening kommer til at bestemme. 

Det er bagtæppet for et valg, der på overfladen ligner de tidligere, men hvor der i virkeligheden bliver flyttet magt som sjældent før. Og hvor der i flere regioner er så tæt løb om taburetterne, at der kan komme til at flyde politisk blod, når konstitueringerne er på plads.

Region Midtjylland: skandaler, formandsopgør og et valg på målfoto

Intet sted er opmærksomheden så koncentreret som i Region Midtjylland. Socialdemokratiet har haft formandsposten siden regionernes fødsel, men Anders Kühnau går til valg som en presset formand. I løbet af valgperioden har regionen været ramt af flere tunge sager – blandt andet amputationsskandalen, hvor en ekstern analyse afslørede, at mange patienter var blevet udsat for en amputation, der kunne være undgået, hvis de havde fået den rette behandling i tide – og kræftskandalen, hvor patienter ventede for længe på operation på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Sagerne gav flere topchefer fyresedlen og gav regionsledelsen en dyb ridse i lakken.

De borgerlige partier bruger sagerne som afsæt for et direkte frontalangreb på den nuværende ledelse. Venstres spidskandidat, Anders G. Christensen, lugter blod og går efter formandsposten og markerer sig med krav om større åbenhed, kortere ventetider og en mere synlig politisk ledelse, som både medarbejdere og borgere skal kunne mærke. Flere mindre partier taler åbent om, at 18 års socialdemokratisk dominans i regionen kan være på vej ud.

Samtidig ændrer strukturreformen selve spillepladen. Regionsrådet krympet fra 41 til 31 pladser. Det løfter den naturlige spærregrænse og gør det langt sværere for små lister at komme ind. Ved sidste valg endte styrkeforholdet 21 mandater til rød blok og 20 til blå, og Socialdemokratiet måtte have Konservative med i aftalen for at sikre ro om formandsposten. Her i 2025 er situationen mere uforudsigelig. Radikale Venstres næstformand, Hanne Roed, har offentligt vurderet, at Kühnau er bagud, og SF markerer sig med en mere forbeholden støtte end tidligere. Konservative har faktisk undladt at stille sig klart på nogen side og holder alle muligheder åbne.

Midtjylland er samtidig præget af stærke lokale konflikter. I Silkeborg fylder striden om det lokale sygehus fortsat. Regionen investerer et større millionbeløb i ombygninger på Regionshospitalet Silkeborg, men samtidig er flere akutte funktioner flyttet til Viborg. For mange lokale føles det som en afvikling forklædt som udvikling – en kamp om, hvor meget sygehus der egentlig er tilbage, og hvor langt der skal køres for akut behandling. Konflikten gør nærhed, lighed og kvalitet til noget, borgerne mærker direkte i hverdagen.

Et enkelt mandat kan vippe flertallet i Region Midtjylland, og et svækket personligt stemmetal til Anders Kühnau vil blive tolket som en direkte vælgerdom over både skandalesagerne og den måde, han har forvaltet formandsposten på. Her kan regionsrådsvalget og få stemmer måske virkelig ændre på, hvem der sidder med magten.

Region Nordjylland: bred enighed og et formandskab med potentiale

Hvor Midtjylland er præget af konflikt, fremstår Region Nordjylland som den mest stabile af de tre “gamle” regioner. Venstres Mads Duedahl går ind til valget med en usædvanlig bred forhåndsopbakning. Partier på både rød og blå fløj, inklusive SF og Enhedslisten, har på forhånd signaleret, at de ser ham som den naturlige formand efter valget.

Nordjylland er ofte blevet fremhævet for at være bedre til samarbejde end til skænderier. Regionen har arbejdet målrettet med at nedbringe ventetider, og senest har tallene vist, at nordjyderne nu befinder sig blandt de regioner, hvor der er kortest ventetid på planlagte behandlinger. Det giver en siddende formand et stærkt kort på hånden, fordi det viser, at politiske prioriteringer og økonomiske aftaler har haft konkret effekt.

Det betyder ikke, at regionen er uden problemer. Der er fortsat mangel på læger og andre sundhedsprofessionelle i flere områder, og befolkningen bliver ældre. Men i modsætning til Midtjylland handler diskussionen i Nordjylland mindre om, hvem der skal sidde på formandsposten, og mere om, hvordan man fastholder og videreudvikler en model, der allerede har leveret resultater.

Det mest interessante magtspørgsmål her ligger et andet sted: Nemlig hvor længe Nordjylland får lov at beholde Mads Duedahl. Med et højt personligt stemmetal og en rolig, samarbejdsorienteret profil kan han være et muligt emne til landspolitik på sigt. Det kan få betydning i næste valgperiode, hvis Venstre på Christiansborg får øje på ham som ministermateriale. 

Region Syddanmark: Den svære arv efter Stephanie Lose

I Region Syddanmark er valget præget af et politisk vakuum efter regionsformanden og Venstreformanden Stephanie Loses exit. Ved sidste regionsvalg trak hun 147.486 personlige stemmer, det højeste stemmetal i landet. Det gav Venstre en næsten urørlig position. Nu er hun væk, rykket videre til en ministerpost, og tilbage står Venstre med en formand, der skal forsøge at videreføre magten uden at have samme personlige tyngde i ryggen.

Bo Libergren overtog regionsrådsformandsposten, men hans udgangspunkt er helt anderledes. Ved sidste valg fik han knap 4.000 personlige stemmer. Loses enorme stemmetal stabiliserede hele den blå blok. Hendes fravær efterlader et hul i Venstres opbakning, som partiet endnu ikke har en naturlig løsning på. Det er her, Danmarksdemokraterne lugter mulighed for at samle en del af de borgerlige vælgere op, som før stemte på Lose som person.

Samtidig er Syddanmark en region, hvor nærhed i sundhed er blevet et bærende politisk tema. Regionen har blandt andet øget antallet af lægevagtens konsultationssteder til næsten det dobbelte, så borgere i blandt andet Fredericia, Rudkøbing og Varde igen kan blive tilset tættere på deres bopæl. Det er synlige beslutninger, der kan bruges i valgkampen som bevis på, at regionspolitik faktisk flytter noget i hverdagen.

Det centrale spørgsmål i Syddanmark er derfor: Hvor mange af Loses tidligere stemmer kan Venstre holde fast i, når vælgerne står med en anden formand på stemmesedlen? Og kan Danmarksdemokraterne og andre partier æde tilstrækkeligt af Venstres dominans til, at magten bliver mere porøs end tidligere?

Region Østdanmark: megaregion, fusion og uberegnelig konstituering

Den nye Region Østdanmark bliver noget helt andet end de eksisterende regioner. Den samler Region Sjælland og Region Hovedstaden i ét fælles regionsråd og kommer til at rumme tæt på halvdelen af landets befolkning. Det sker oven på år, hvor Syd- og Sydvestsjælland samt Lolland-Falster har kæmpet med lægemangel, svagere sundhedstilbud og længere afstand til behandling end resten af landet, mens hovedstadsområdet har haft den største koncentration af specialiserede tilbud.

Formelt ser et rødt flertal komfortabelt ud, hvis man lægger de tidligere regionsvalg sammen. Men der er sket meget, siden vælgerne sidst satte kryds. Nye partier som Danmarksdemokraterne og Moderaterne er kommet til, Socialdemokratiet står svagere i målingerne end for fire år siden, og Konservative har mistet to af deres største stemmeslugere, Hans Toft og Benedikte Kiær, som ikke genopstiller.

Formandsposten er derfor alt andet end givet. Lars Gaardhøj fra Socialdemokratiet, som i dag er formand i Region Hovedstaden, står stærkt på papiret, men hans personlige stemmetal ved sidste valg var beskedent sammenlignet med forgængeren. SF’s Peter Westermann har allerede meldt sig som åben udfordrer til posten og har markeret, at støtte til Socialdemokratiet ikke er nogen naturlov. Konflikterne mellem S og SF i København og på landsplan gør ikke situationen mindre spændt.

Herudover spiller Pia Kjærsgaard en særlig rolle. Dansk Folkepartis tidligere partiformand er spidskandidat, og den 78-årige politiker har åbent meldt ud, at hun går efter formandsposten. Hun er et af de få navne, mange vælgere instinktivt vil kunne genkende på stemmesedlen. Hun får ikke formandsposten, men hendes personlige stemmetal kan gøre partiet til en afgørende brik i konstitueringen, hvis mandaterne fordeler sig jævnt mellem blokkene.

Region Østdanmark rummer også en geografisk konflikt. Næsten alle spidskandidater kommer fra København og Nordsjælland. Det skaber usikkerhed i de tidligere sjællandske områder, hvor man i forvejen har oplevet stor ulighed i sundhedstilbud. Et centralt spørgsmål efter valget bliver, om borgere syd og vest for Valby Bakke får reel repræsentation i det nye regionsråd, og om der kommer politikere ind fra de områder, der får egne sundhedsråd.

Alt i alt er Region Østdanmark det sted, hvor strukturreformen mærkes tydeligst, og hvor konstitueringen kan blive uforudsigelig.

God valgdag tirsdag.