Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Jakob Kjellberg (til venstre) og Jes Søgaard er byggede lettede over, at den nye regering ikke hev en hovsa-løsning frem på sundhedsområdet.

Sundhedsøkonomer lettede: Regeringen undgik hovsa-løsning på sundhedsområdet

Nedsættelsen af en sundhedsstrukturkommission, der i foråret 2024 skal komme med et bud på, hvordan vi forbedrer sundhedsvæsenet, hilses velkommen af førende sundhedsøkonomer.

 ”Jeg kunne godt være bekymret for, at man havde lavet en hurtig strukturløsning. Luk regionerne, alt det der har været rygter om,” siger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE). Han er lettet over, at der nu bliver nedsat en kommission, der får tid til at komme med bud på en løsning.

”Med den dybe respekt, jeg har for de tre politikere, så ville det være meget at kræve, at de fik presset den opgave ind. Til alle store og komplekse spørgsmål er der et simpelt svar – der er forkert. Det her er et stort og komplekst område, så lad os finde komplekse svar; lad os bruge den tid, der er brug for,” siger Jakob Kjellberg.

Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Jes Søgaard er enig.

”Det ville have være ulykkeligt, hvis der var lavet en hovsaløsning. Regionerne har ikke klaret det dårligt, men de har udfordringer i øjeblikket. De er klemt så meget på økonomien, at de ikke kan løfte sig ud af det, personalet forsvinder, de mangler selvstændige muskler og er afhængige af statsligt bloktilskud,” siger Jes Søgaard.

Fire modeller ledelse af sundhedsvæsnet

Opgaven for sundhedsstrukturkommissionen bliver at komme med et bud på en struktur for sundhedsvæsnet, som på bedst mulig vis løser de udfordringer, det står over for.

Jes Søgaard siger på, at der normalt tales om flere modeller for sundhedsledelse, som groft optegnede er:

  1. En kommunal model, hvor kommunerne finansierer sygehusene i fælleskommunale selskaber
  2. En regional model, der svarer til den nuværende danske sundhedsmodel
  3. En statslig mode Al, hvor ansvaret for at drive sygehusene ligger hos statslige regioner med hver sin bestyrelse
  4. En statslig model B, hvor sygehuse er selvejende institutioner styret af Sundhedsministeriet

Hverken Jakob Kjellberg eller Jes Søgaard ønsker at lægge sig fast på, hvilken model de er tilhængere af. De mener ikke nødvendigvis, at der findes én rigtig løsning – det vigtige er, at der bliver skabt en kompetent ledelsesstruktur, der kan træffe svære valg, og at der er opbakning til den sundhedsmodel, der bliver valgt.

”Det har været en udfordring for først amterne, siden regionerne, at de altid har haft et sværd over hovedet, fordi halvdelen af Folketingets politikere har ønsket at nedlægge dem. Det vil blive godt med politisk ro,” siger Jes Søgaard. 

Reform af Titanic

Det er Jakob Kjellbergs erfaring, at debatten om sundhedsvæsnets udvikling ofte bliver forsimplet til et ’for eller imod regionerne’, og han mener ikke, at det er det centrale spørgsmål.

”Kernen er, at der bliver mange flere ældre og meget mere aktivitet. Det er Titanic fuld fart frem lige nu, og det kan ikke lade sig gøre. Vi er simpelthen nødt til at ændre kurs på nogle ting og finde nye måder at gøre tingene på, så vi griber opgaven anderledes an. Jeg har ingen præferencer i forhold til sundhedsmodeller, men vi må spørge os selv: De ledelsesstrukturer, vi har, er de velegnede til at støtte den forandring, vi har brug for eller ej?” siger Jakob Kjellberg.

Jes Søgaard håber, at den fritænking, SVM-regeringen flere gange fremhævede som et mantra for den nye regering, får lov at skinne igennem, for de nuværende regionsråd har været meget bundne i forhold til økonomi og opgaver.

”Jeg synes, at der er mange ting, som sådan en sundhedsstrukturkommission kan se på. Den får travlt,” siger han.

 

Fakta

Strukturkommissionens opgave bliver skabe et sundhedsvæsen der:

  • ... er sammenhængende og samarbejder på tværs af fagligheder og geografi
  • ... sikrer en opgavefordeling i sundhedsvæsnet mellem sygehuse og det nære sundsvæsen, hvor patienten er i centrum og får en sammenhængende plan for behandling
  • ... nedbringer uligheden i sundhedsvæsenet geografisk såvel som socialt

Ved udarbejdelsen af modeller skal kommissionen bl.a. se på geografi, organisering, økonomisk styring, kvalitetsstandarder, patientrettigheder og frit valg.

Strukturkommissionen nedsættes inden udgangen af 1. kvartal 2023 med henblik på at afrapportere i foråret 2024.

Kilde: Regeringsgrundlaget "Ansvar for Danmark"

 

Relaterede artikler

valg22