Anders Agger og overlæge Sara Sloth Jørgensen taler med patienten Jonas gennem panserglas med kommunikationshuller i.
Dokumentar om Danmarks farligste psykisk syge er en hyldest af det danske sundhedsvæsen
DOKUMENTAR. Anders Agger formår i en ny sæson af 'Indefra' at åbne en ellers hermetisk lukket dør ind til en verden, de færreste får et indblik i: Danmarks mest sikrede psykiatriske afdeling, som behandler op til 40 af Danmarks farligste patienter med bl.a. tvangsmedicinering og elektrochok. Det er rasende interessant. Men netop de stramme rammer, der har gjort dokumentaren mulig, sætter også grænser for, hvor dybt den berører.
Efter at have set første afsnit af "Sikringen" sidder man tilbage med en dyb respekt for de fagfolk, der dagligt arbejder under ekstreme vilkår på Sikringen i Slagelse. De går på arbejde med en vished om, at kontakten med Danmarks farligste psykisk syge kan koste dem førligheden — eller livet.
Undskyld sammenligningen, men på mange måder minder deres arbejde om at håndtere vilde rovdyr. Patienterne er indespærrede, og maden skubbes hurtigt ind på værelserne, mens personalet holder afstand — af gode grunde. Et øjebliks uopmærksomhed kan føre til voldsomme overfald. Flere af patienterne dirrer af indre uro, og deres utilregnelighed er skræmmende.
Men trods farligheden insisterer personalet på at møde alle som mennesker. Med værdighed, respekt og en tro på, at selv de mest mørke sind fortjener behandling frem for straf.
Det er eksempelvis rørende at opleve overlæge Sara Sloth Jørgensen, som erkender, at hun er udmattet efter en samtale med patienten Liiban. Han tilbringer al sin tid i isolation og følges af seks hærdebrede sikkerhedsvagter, når han skal føres til lægesamtale — et møde, der foregår gennem panserglas med små huller til kommunikationen.
"Det hele er så overdrevent," siger han frustreret, ude af stand til at forstå, hvorfor han behandles sådan. Sara forklarer tålmodigt, at han længe har haft tilbud om en ugentlig halv time sammen med andre, som en forsigtig start mod mere. Men hendes logiske argumenter preller af mod et sind, hvor al logik drukner i følelser og kaos. Først mener han, det er for lidt, så hævder han, at tilbuddet aldrig er givet. Da hun gentager, at han kan få det allerede i denne uge, afviser han det, fordi han skal sove.
Og Sara Sloth Jørgensen møder også Jonas med den samme tålmodighed og venlighed. Jonas har været indlagt i tre år og sidder isoleret 24 timer i døgnet, fordi han pludselig kan blive voldelig og tidligere har overfaldet både en læge og en politibetjent. "Jeg har også en verserende sag mod en ansat her, som jeg næsten brækkede næsen på," siger han, inden hans blik bliver fjernt, og han glider væk i sin egen verden. Overlægen har inden da hjulpet ham med at forstå, at hun ser ham som et menneske, der gerne vil samarbejde, og at hans voldelige udfald er symptomer på en sygdom, han ikke kan kontrollere.
I nogle andre lande ville sådanne patienter blive låst inde, og nøglen smidt væk. I Danmark insisterer vi på at behandle dem med menneskelighed, uanset prisen — 3,8 millioner kroner om året per patient. Sådan skal det selvfølgelig være, for hvad er alternativet? Men alligevel tankevækkende, når behandling til alvorligt syge og ikke-voldelige danskere nogle gange afvises af Medicinrådet, fordi det er for dyrt.
Sindssyg i gerningsøjeblikket
Patienterne på Sikringen har alle begået meget alvorlig personfarlig kriminalitet og var, som det hedder, "sindssyge i gerningsøjeblikket." Som en del af behandlingen taler personalet ikke med dem om deres forbrydelser, og derfor spørger DR heller ikke direkte ind til kriminaliteten i dokumentarserien. Det sker både af hensyn til patienternes fremtid og af respekt for de mennesker, der har været ofre for deres vold, er argumentet.
Men præmissen gør, at patienterne fremstår ret endimensionelle — som tikkende bomber uden kontekst. Hvem er de bag diagnoserne? Hvad er deres historie? Hvad har bragt dem hertil? Præmissen gør, at denne anmeldelse ikke bliver seksstjernet.
Og præmissen er jo heller ikke lysende klar. For vi får eksempelvis lidt kontekst og et lidt dybere indtryk af den relativt velfungerende Kia. Hvad med hendes fremtid, hendes ofre? Den unge, smilende kvinde har en fortid som realitystjerne, er uddannet sosu-assistent og sygeplejerske og er mor til en søn, hun ikke længere må se. I en syg parallelverden, under en psykose, kæmpede hun som en løvemor for at redde sit barn fra en forestillet fare. "På få måneder havde jeg over 70 overfald," fortæller hun til Anders Agger. Stemmerne i hendes hoved havde beordret hende til at handle — ellers ville hendes søn dø.
Nu smiler hun og siger, at hun ikke er farlig længere, og at hun ikke kan forstå, at hun begik alle de overfald.
"Det er ligesom at have radio oppe ved øret, når man har stemmer. Og det gik først op for mig på Sct. Hans, at andre ikke kunne se de personer, jeg kunne se," fortæller hun.
Hun har været på Sikringen i syv måneder, og måske er der håb for hende om et liv på den anden side af panserglas og låste døre, hvis hun får styr på sin sygdom. Måske.
Forstår de, hvad de har sagt ja til?
Patienterne tilbringer i gennemsnit ni år på Sikringen. Når de ikke længere vurderes at have behov for de særlige sikkerhedsforanstaltninger, kan de overføres til et almindeligt lukket fængsel eller en anden psykiatrisk afdeling.
Måske vil enkelte af dem en dag vende tilbage til samfundet. Men det rejser spørgsmålet: Forstår de fuldt ud, hvad de har sagt ja til ved at medvirke i dokumentaren? Godt nok optræder de kun med fornavn, men kan mennesker, hvis sygdom påvirker deres evne til at vurdere konsekvenser, virkelig overskue, hvad det betyder at stå frem som en af Danmarks farligste psykisk syge?
Agger i problemer
I 'Indefra'-serien har Anders Agger tidligere besøgt både Udrejsecenter Kærshovedgård og Vestre Fængsel. En lukket afdeling på et psykiatrisk hospital. En døgninstitution for børn, et kvindekrisecenter og et socialpsykiatrisk bosted.
Gang på gang har han demonstreret sine evner til at begå sig følelsesmæssigt intelligent og empatisk i selv de mest udfordrede miljøer.
For første gang oplever man ham i "Sikringen" usikker. Og det er da også hårde odss, han er oppe imod – interviews overvåget af en hel flok muskuløse sikkerhedsfolk og med mennesker, som har svært ved at tage spørgsmål ind, fordi tankerne og den følelsesmæssige lidelse fylder for meget.
Specielt i åbningsscenen med patienten Ahmad kommer Anders Agger til kort. De sidder længe i stilhed, og luften dirrer.
"Er du okay med at være her," spørger Agger.
"Ja," lyder det, hvorpå Ahmad læner sig lidt frem: "Er du okay med det?"
Anders Aggers "jaja" klinger lidt hult.
Medicinering, mange elektrochokbehandlinger og måske også sygdommen i sig selv gør, at den efterfølgende samtale mellem Ahmad og Anders Agger minder om et gammeldags telefonopkald over Atlanten. Der er voldsom forsinkelse på, før Anders Agger får sine svar, og nogle gange er de næppe hørlige.
Det er en ny udfordring for landets bedste interviewer på sit felt, men også et stærkt billede på, hvor svært det er at nå ind til mennesker, hvis sind kæmper i et mørke, hvor ord ikke altid kan trænge igennem.
Sikringen sendes på DR på mandage og kan også ses på dr.tv
Relateret artikel
