
Daniel Noti peger på, at manglende viden blandt praktiserende læger betyder, at ME-patienter sendes til behandling, der kan gøre dem mere syge i stedet for at støtte deres behov.
Når uvidenhed gør syge endnu mere syge
Debat
Daniel Noti, fordragsholder og debattør på handicap, social- og sundhedsområdet
Alt for mange mennesker med ME oplever, at deres praktiserende læge ikke tager deres sygdom alvorligt, skriver Daniel Note i dette debatindlæg. Når lægeattesten omtaler ME som en funktionel lidelse, mister patienten troværdighed og støtte i systemet – og konsekvensen er ofte forværring frem for hjælp.
Når kommunerne beder om en lægeattest, er det som regel den praktiserende læge – eller en behandlingsansvarlig læge – der skal udfylde den. Men alt for mange patienter med ME oplever, at deres læge ikke tager sygdommen alvorligt. I stedet henvises de til Center for Funktionelle Lidelser, som om ME blot var en psykologisk problemstilling. Det rejser et alvorligt spørgsmål: Har de praktiserende læger i Danmark den nødvendige viden om komplekse, kroniske sygdomme som ME?
ME, Myalgisk Encephalomyelitis, er en alvorlig, invaliderende, fysisk sygdom. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har i årtier anerkendt den som somatisk. Alligevel mødes danske patienter alt for ofte med mistro og henvises til behandlingsformer, der bygger på forestillingen om, at sygdommen skyldes tanker, følelser eller uhensigtsmæssig adfærd.
Per Finks skole
En væsentlig del af forklaringen ligger hos professor Per Fink og hans Center for Funktionelle Lidelser. Hans teori om, at sygdomme som ME bør forstås som funktionelle lidelser, har i årtier præget både læger og kommunale sagsbehandlere. Når praktiserende læger skriver “funktionel lidelse” i en attest, er det ikke blot et ordvalg – det er en direkte konsekvens af den skole, der er blevet udbredt gennem systemet.
I stedet for at læne sig op ad international forskning, som understøtter ME’s biologiske grundlag, har Danmark fastholdt en retning, der ser sygdommen som noget psykosomatisk. Konsekvensen er, at patienter mister troværdighed, støtte og den nødvendige respekt.
Kommunens beslutninger afhænger af lægen
For en borger med en alvorlig sygdom er det ikke nok at kæmpe med symptomerne. Han eller hun skal også navigere i et kommunalt system, hvor al hjælp afhænger af, hvad der står i en lægeattest. Når lægen skriver “funktionel lidelse”, bliver det ofte til et grønt lys for kommunen til at skære i hjælp og ydelser.
Resultatet er, at mennesker med en invaliderende, kronisk sygdom fastholdes i et ingenmandsland mellem sundhedsvæsen og socialsystem – uden reel hjælp.
Et spørgsmål om lægernes ansvar
Det er let at rette kritikken mod kommunerne, men svigtet begynder ofte hos lægerne. De praktiserende læger er patientens første og vigtigste indgang til systemet. Når de ikke anerkender ME som somatisk, men viderefører Per Finks funktionelle tilgang, undermineres patientens sag allerede i første led.
Det er en faglig brist, men også et menneskeligt svigt.
Et af de største problemer er, at de praktiserende læger mangler de nødvendige redskaber til at udrede og støtte patienter med ME. I Danmark findes der ingen nationale retningslinjer, der giver lægerne klare anvisninger, og mange føler sig derfor magtesløse, når en patient præsenterer symptomer på sygdommen.
I fraværet af vejledning vælger mange læger den nemmeste løsning: at sende patienten til Center for Funktionelle Lidelser. Men for mennesker med ME er det ikke en vej til bedring – det er en vej til forværring. Internationale erfaringer viser, at psykologiske behandlingsmodeller, som centret bygger på, ofte forværrer patienternes tilstand markant.
Resultatet er, at mennesker, der i forvejen lever med en invaliderende sygdom, risikerer at blive endnu mere syge – ikke på grund af deres egen krop alene, men fordi sundhedssystemet mangler viden og de rette redskaber.








