Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Hvad venter os på den anden side af coronakrisen?

SPANIEN. Den spanske regering håber, at Spanien så småt kan genåbne efter påske. Men der er store bekymringer og uvished blandt danske restauratører og utålmodige feriegæster, skriver Arne Møller, der er bosat på Costa del Sol.

I det daglige er familie og venner blot et telefonopkald eller tre klik på Ipad’en væk. Normalt kan jeg med fly nå frem til min søn og svigerdatter og børnebørnene, Oscar og Freja, i Vejle på tre en halv time. Flyver jeg via Kastrup, kan jeg spise frokost sammen med min bror i Hvidovre, fire timer efter jeg lettede fra Malaga.

Fra en almindelig sorgløs tilværelse under sydens sol er jeg ramt af nødretstilstand og udgangsforbud. Før kørte jeg min kone på arbejde på Montebello, hvor hun er sygeplejerske, og derefter gik jeg en tur for at drikke formiddagskaffe med venner og bekendte på Plaza de Espana. I dag er det no go!

Det er 14 dage siden, coronavirussen satte en stopper for min kones arbejde, og alle patienterne blev sendt hjem. Vi må holde os i lejligheden og nøjes med at kigge på Middelhavet fra altanen. At gå op og ned ad hinanden 24/7 i tosomhed har hverken udløst skænderier eller vredesudbrud. Til gengæld kan jeg mærke bekymringen om vores kære og nære tager til, og bekymringen er gensidig.

Uffe er en god ven, som vi har lært at kende her i Spanien. Uffe er 74 år, pensioneret smed fra Dalby ved Reersø. Han bor i sin ferielejlighed sammen med Alice nogle måneder hvert forår og efterår. Uffe og Alice skulle have været her nu og holdt påske, men de er ”grounded” i Danmark, præcis som de mange tusind utålmodige turister, der plejer at komme herned i påsken, men Costa del Sol ligger totalt øde hen.

Uffe og jeg chattede forleden på Messenger om uvisheden og om, hvordan verden vil se ud, når vi kommer om på den anden side. Uffe skrev: ”Det må næsten være den samme uvished, de havde under 2. Verdenskrig – ingen vidste, hvad der ville ske, når krigen sluttede.”

Af gode grunde kunne jeg med 1955 stående på dåbsattesten ikke svare på det, men jeg spurgte min bror, der er født i 1933:

”Man kan ikke sammenligne det, vi oplevede under krigen, med det, vi oplever i dag,! fortalte min bror og fortsatte:

”Under og efter krigen var der massiv fattigdom, der var knaphed på alt. I dag mangler vi ikke noget. Det her, det er en sygdom, der skal kureres, så vi kan komme videre. Jeg lever ikke anderledes, end jeg gjorde før coronakrisen, bortset fra, at vi ikke kan mødes i billardklubben og til gymnastik. Men jeg kan da gå en tur, og så kan jeg virkelig undre mig over, at folk ikke holder afstand og passer mere på hinanden,” fortalte min bror og tilføjede:

”Dengang efter krigen var det Marschallhjælpen, der satte gang i hjulene og skabte udvikling. Det skal vi ikke forvente vil gentage sig.”

Marschallhjælpen var en amerikansk hjælpepakke rettet mod vesteuropæiske lande, en økonomisk indsprøjtning, der bl.a. medvirkede til at få gang i industrien. Fra 1948-1951 modtog Danmark 385 mio. dollars.

Hvordan vi her i Spanien kommer på fode igen, kan der kun gisnes om. Andalusien er en gigantisk turistindustri med et hav af cafeer og restauranter. Alle ved, at der ikke falder en regn af grønne dollars fra himlen, her må enhver være sin egen lykkes smed. De danskere, jeg har talt med, betegner situationen ”som noget rigtig lort”, de færreste har en stor opsparing at stå imod med. Der skal en effektiv kur mod Corona og en hurtig genopblomstring af turismen til for at redde de fleste fra en økonomisk deroute.

Endnu en deprimerende dag

Og selv om søndagen bragte sol og sommertid tilbage til kysten efter nogle dage med regn og blæst, så vågnede Spanien op til endnu en dag med nye deprimerende tal fra sundhedsmyndighederne: Fra lørdag til søndag er der registeret 838 dødsfald som følge af coronasmitte. Døgnet før blev der registeret 832 døde.

I et sidste desperat forsøg på at bremse smitten og knække kurven, har regeringen besluttet, at det nuværende udgangsforbud forlænges frem til 9. april. Ingen må forlade sit hus for at tage på arbejde. Har man ikke mulighed for at arbejde hjemmefra, så skal man ikke møde på arbejde. Lønningerne bliver ikke berørt af det nye tiltag, men arbejdstagerne skal, når nødretstilstanden i Spanien ophører, gradvist kompensere for de dage, de ikke har arbejdet.

Kun personer, der udfører jobs, der betragtes som kritisk nødvendige for samfundet, som f.eks. læger, sygeplejersker, politi, brandvæsen, reddere etc., må fortsætte med at arbejde, herunder også ansatte i fødevareproduktionen samt transport og distribution af fødevare. Den offentlige transport fortsætter med et stærkt begrænset antal afgange.

 

Andre artikler fra Arne Møller i Spanien:

Tags: corona, spanien