
Peter Toft havde gerne set, at man havde bevaret alle pladser, men han vurderer, at afsnittet trods alt vil kunne opretholde den hidtidige faglighed og glæder sig foreløbig over, at afsnittet ikke flyttes og fordeles på flere matrikler, som regionens oprindelige udspil lagde op til. Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt
Forlig i Region Midtjylland - senge for hjerneskadede bevares, men beskæres
Lettelsen er stor i NISA-afsnittet ved Center for planlagt kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg, efter at regionsrådet i Region Midtjylland onsdag indgik et forlig, der bevarer den højt specialiserede NISA-funktion på hospitalet.
Regionens sparekatalog lagde ellers op til at nedlægge intensivfunktionen i Silkeborg, reducere antallet af NISA-senge og flytte de tilbageværende senge til intensiv-afdelingen i Viborg. En stribe høringssvar har imidlertid advaret mod flytningen, og regionsrådet har tilsyneladende lyttet, for modsat 32 medinske senge, der nu flyttes, bevares 4,5 ud af 7 intensivsenge, heraf 4 NISA-senge, i Silkeborg.
“Det er en god beslutning, for man kan ikke bare flytte de kompetencer, vi har. Vi har specialuddannede intensivsygeplejerske, der har en master i neurorehabilitering og læger med intensivuddannelse, som også har neuroanæstesiologisk baggrund. De findes ikke mange steder i landet. Det er noget, vi har opdyrket gennem 15 år, så vi er virkelig glade,” fortæller cheflæge ved Center for Planlagt Kirurgi og leder af NISA-afsnittet, Peter Toft.
Må løbe hurtigere
Region Midtjylland holder fast i at reducere antallet af intensivpladser i Silkeborg, og det betyder, at de hidtidige 5,5 NISA-pladser og 1,5 intensiv pladser bliver til 4 NISA- og 0,5 intensivpladser. En reduktion, der betyder, at regionen reducerer funktionen til færre end de 6 senge, der ifølge specialeplanen for anæstesiologi skal til for at opretholde den bedst mulige faglige kvalitet.
Peter Toft havde gerne set, at man havde bevaret alle pladser, men han vurderer, at afsnittet trods alt vil kunne opretholde den hidtidige faglighed og glæder sig foreløbig over, at afsnittet ikke flyttes og fordeles på flere matrikler, som regionens oprindelige udspil lagde op til.
“Foreløbig er vi rigtig glade for, at NISA-funktionen fortsætter med at eksistere som et højt specialiseret og tværfagligt tilbud, og vi mener godt, at vi kan opretholde det høje faglige niveau. Blandt andet vil vi nok forsøge at tage nogle af de dårlige operationspatienter, som ellers skal overflyttes til andre hospitaler og lave det, man kalder en intermediær funktion, hvor vi har mulighed for at observere dem lidt længere, end man ellers gør på en almindelig opvågningsafdeling,” siger han.





