Fjerde sæson af Riget-dokumentar føles som mere af det samme

STREAMING. ’Med livet i hænderne’ er en ferm dokumentar om kæmpehospitalet på Blegdamsvej, men der er en vis fornemmelse af gentagelse i den nye, fjerde sæson.

Sundhedsvæsnet har en del fællestræk med luftfarten, eksempelvis risikabel beslutningstagning, kritiske sikkerhedskrav og omfattende uddannelse. Det er ikke nogen ny indsigt, men DR-dokumentarserien 'Med livet i hænderne' har draget nytte af denne parallel ved at lave en serie, der er inspireret af BBC-programmerne ’Heathrow’ om livet i London-lufthavnen af samme navn.

”Da jeg ser dokumentaren fra den travle, britiske lufthavn tænker jeg; OK måske kan det i virkeligheden bare laves så enkelt,” har idemanden bag DR-programmerne, Henrik Qvortrup Geisling, udtalt til Rigshospitalet.

Serien kører på fjerde år nu, og det fortsætter med at være godt TV. 'TV-lægen' og sundhedsformidleren, der også agerer voice-over i programmerne, har udvist god mavefornemmelse. De første tre sæsonen har haft seertal på omkring en halv million, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis fjerde sæson kan gøre forgængerne kunsten efter.

Min personlige favorit, også i denne sæson, er sygeplejersken Julie. Også i den nye sæson får vi en god indsigt i, hvordan det er nødvendigt at udvise utallige menneskelige og faglige kompetencer som sygeplejerske på hjerteafdelingen​. Julie er ikke bare god for sine patienter, hun er også en sej repræsentant for faget i en grad, så jeg tænker, at Danske Sygeplejeråd skulle overveje at give hende et eller andet diplom.

Også i denne sæson følger vi livet på traumecentret, hvor den fattede overlæge Søren udviser stoisk overblik og ro, også i pressede situationer.

I den nye sæson er der både tilskadekomne cyklister fra den københavnske myldretidstrafik, og her er også sårede ukrainere, der bliver fløjet ind hele vejen fra fronten. Rigshospitalet kan utrolig meget, og ’Med livet i hænderne’ er fjernsyn, som alle med interesse for sundhedsvæsnet burde unde sig selv at se. Igen bliver man dybt imponeret over det sundhedsfaglige personales venlighed og kompetence. Man får samtidig også et respektfuldt indblik i det logistiske arbejde i kældrene, hvor europapaller fulde af medico-udstyr og sengelinned skal organiseres og kanaliseres til rette afdeling.

Musikerne i Musikberiget sørger også i denne sæson for, at der kommer rørende, musikalske stunder, for eksempel når de spiller for en nybagt familie på neonatalafdelingen.  

UTH’er, vrede patienter og lægefaglig arrogance er der ikke meget af, og man kan sikkert her og der overveje, om portrættet tangerer et glansbillede. Men det er nok et vilkår ved denne type programmer, at de virkelig grimme dele af hospitalshverdagen ikke kan komme med, lige som dokumentarprogrammer om toppolitikere sjældent tager os med til samtlige møder.

Min eneste anke ved den nye sæson er derfor primært, at der er en uafrystelig fornemmelse af gentagelse og gensyn: Meget af det her ligner noget, vi har set i de tidligere sæsoner, og jeg ville gerne have besøgt flere afkroge af det kæmpestore hospital. Det er muligvis en smule unfair, for jeg erkender, at det garanteret er svært at lave TV af den her type, hvor hensyn til personale, patienter og pårørende skal vægtes, og uforudsigeligheden råder på en helt anden måde, end hvis man laver TV om et auktionshus eller et konditori. Men jeg ønsker mig af en eventuel femte sæson, at vi forlader alle de gode folk, som vi har set, og kommer helt nye steder hen. Når det kan lade sig gøre som filmhold at være fluen på væggen på et traumecenter, så kan det vel også lade sig gøre på eksempelvis en kræftafdeling?

Den fjerde sæson af ’Med livet i hænderne’ kan ses på dr.dk, denne anmeldelse er baseret på de første tre afsnit