Der er for få hænder i ’Aftenvagt’, og man mærker det helt ind i kroppen

FILM. Schweizisk hospitalsdrama skildrer en underbemandet sygehusafdeling med intens realisme og stigende desperation. Filmen er både et effektivt sygeplejedrama og et urovækkende debatindlæg om sundhedsvæsenets fremtid, men karaktertegningen er svag.

Den første sekvens i sygeplejedramaet ’Aftenvagten’ er fra et motoriseret hospitalsvaskeri, hvor man ser blå sygeplejeskjorter på rad og række, før de bliver udfyldt af mennesker. 

Det er en flot filmisk måde at slå det overordnede tema an på: Hospitalet har skjorterne linet op, men mangler mandskabet til at udfylde dem. På verdensplan lyder prognosen ifølge International Council of Nurses på ikke færre end 13 millioner manglende sygeplejersker i fremtiden.

Mandefaldet spiller en betydelig rolle også fra første færd i ’Aftenvagt’, der i store dele virker som om, at den foregår i nedslidende realtid. Sygeplejersken Floria (Leonie Benesch) ankommer med bussen til en aftenvagt, som finder sted på et lidt anonymt hospital i Schweiz. Der er sygdom blandt personalet, og hun møder ind sammen med enkelt kollega, og begge bliver aktiveret, nærmest inden de er trådt inden for. Der er over 20 patienter, men kun to erfarne sygeplejersker og en enkelt elev til at klare ærterne. Læger og portører glimrer ved deres fravær.   

Instruktøren Petra Biondina Volpe har ladet sig er inspireret af den selvbiografiske roman ’Unser Beruf ist nicht das Problem: Es sind die Umstände" (’Vores erhverv er ikke problemet: Det er omstændighederne’, red.) af sygeplejersken Madeline Calvelage. Det schweiziske drama udmærker sig da også ved en realisme, der er sammenlignelig med den, man møder i eksempelvis Frelle Petersens sønderjyske sosu-drama ’Hjem kære hjem’. Vagten lægger ud med et grafisk bleskifte på en senildement kvinde, mens utallige patienter og pårørende afventer svar og hjælp med stort og småt. Nogle vil gøre opmærksom på, at de skal have IV-antibiotika, og der er også en pårørende til en tidligere indlagt, som ringer og beder Floria om at lede efter et par glemte læsebriller.  

Stigende intensitet

Filmen formidler rammende travlheden og kompleksiteten i sygearbejdet: Her er hele tiden forstyrrelser og en telefon, der ringer, mens Flor skal udmåle medicin i vanskelige indpakninger, levere menneskelig empati og få patienter sendt til operation på rette tidspunkt. Hun knuger en seddel med aftenens opgaver i hånden, og rækken af flueben, hun skal sætte på det krøllede ark papir, er næsten umenneskelig.

’Aftenvagt’ opbygger stilfærdigt, men effektivt intensiteten. Store dele af filmen har en one-take-agtig fornemmelse, som om det er én lang dokumentarisk sekvens og ikke en spillefilm. Effekten er, at filmen næsten bliver som at gennemleve en stressende vagt på sin egen krop. Efterhånden bulderkoger det både på hospitalsgangen og inde i Floria, så hun bliver kort for hovedet over for sygepleje-eleven og giver den forkerte smertestillende medicin til patienter, der kommer fra operationsgangen.   

Her er ingen spektakulære eller overdrevent dramatiske cases, og det tjener filmen til ære, at det aldrig kammer over – her er kun almindelig, suboptimal hospitalsdrift. Desværre bliver filmen efterhånden ensformig, da mange af de indlagte forbliver ret todimensionelle: Der er det bryske overklasseløg, der hensynsløst bruger den røde knap, når han blot skal have serveret en kop pebermyntete, der er også den søde ældre mand med diabetes og en mulig kræftdiagnose, som er bekymret for sin hund derhjemme, og der er den travle forretningsmand, der knap nok har tid til at lægge telefonen fra sig op til en operation. De fleste af patienterne forbliver arketyper mere end personer, man rigtigt involverer sig i.  

Realismen knækker til sidst

Også Floria, flot spillet af Leonie Benesch, er først og fremmest en hyldest til faggruppen, mere end hun virker som en person af kød og blod. Vi erfarer, at hun er fraskilt mor til et enkelt barn, og at hun har købt sine nye sko på udsalg, men hun er i fare for at blive et ciffer i filmens samfundsdebatterende ærinde: Der bliver alt for få sygeplejersker til at tage sig af os, når vi bliver gamle, og dem, der stadig findes på gangene, løber alt for hurtigt. Realismen knækker desværre også, når Floria hen mod slutningen handler helt utroværdigt i en scene, der omhandler et armbåndsur til 45.000 schweizerfrancs.

’Aftenvagt’ er derfor ikke helt det mesterlige portræt af hårdt arbejdende sundhedsprofessionelle, man kunne håbe. Indignationen og engagementet er tydeligt til stede, men karaktertegningen virker præget af stiplede linjer mere end færdige figurer. Sygeplejedramaet er dog stadig et ubehageligt vedkommende indlæg i en helt nødvendig debat om, hvem der skal passe på os i fremtiden.

’Aftenvagt’ går i flere biografer og havde premiere 7. maj