Chefredaktør på Medicinske Tidsskrifter Kristian Lund gennemgår i en omfattende analyse, hvordan Danmark er kommet bagud i det internationale medicinkapløb.
Kæmpe analyse: Løhdes vagt giver nej-rekord for danske patienter
ANALYSE/KOMMENTAR. Chefredaktør Kristian Lund peger i en omfattende analyse og kommentar på, at Danmark i stigende grad afviser nyer effektive lægemidler med henvisning til pris og usikker effekt. Medicinrådet fungerer som stopklods, regeringen gemmer sig bag rådet, og patienter sakker bagud internationalt, mens den offentlige debat er forstummet.
Statsminister Mette Frederiksen talte om demens og KOL i sin roste nytårstale. Hun fortalte om gode ting, som regeringen har gjort på de to områder.
Men hun sagde ikke et ord om, at det blev på hendes – og sundhedsminister Sophie Løhdes – vagt, at Danmark sagde nej til at komme i gang med medicinsk behandling af Alzheimers sygdom og også gav en kold skulder til det første brugbare biologiske lægemiddel til de allermest syge KOL-patienter.
I Danmark fyger der nemlig med afvisninger af moderne, innovative og effektive lægemidler. Engang lå vi i front, når det gælder hurtig ibrugtagning af ny medicin – nu ligger vi blandt de bageste i den vestlige verden. Ofte er Danmark ligefrem overhalet af lande, som vi anser for at være direkte fattige.
Beslutninger om adgang til avancerede lægemidler ligger hos Medicinrådet. Medicinrådet skal derfor også sikre, at regionernes medicinudgifter holder sig inden for regionernes økonomiske ramme – og rammen afgøres i forhandlinger med regeringen – underforstået: Regeringen bestemmer.
I året, der gik, sagde Medicinrådet nej til 38 lægemidler. Indlysende betyder økonomi meget for Medicinrådet, men økonomi må ikke være det eneste argument for at afvise nye lægemidler. Til gengæld fastslår et af principperne bag Medicinrådet, at ”såfremt et nyt lægemiddel skal være standardbehandling, skal der således være et rimeligt forhold mellem prisen på det nye lægemiddel og den merværdi, som lægemidlet vurderes at kunne tilbyde sammenlignet med eksisterende standardbehandling.”
Det er denne passus i principperne, som Medicinrådet henviser til – gang på gang på gang. Ofte spiller det en afgørende rolle for vurderingen, at rådet skønner, at evidensen bag effekten er spinkel. På det grundlag afviser rådet at gøre lægemidlerne til standardbehandling i Danmark.
Læs faktaboksen nedenfor med begrundelserne for samtlige afvisninger.
Tjek eksemplerne - sådan er Danmark blevet agterlanterne i medicinkapløbet
Lad os tage nogle eksempler på Medicinrådets beslutninger – og der kunne såmænd ligeså godt være valgt mange magen til.
Først gælder det lægemidlet dupilumab til de allermest syge KOL-patienter. Dem, som statsministeren fremhævede i sin nytårstale – som et eksempel på patienter, som prioriteres i dansk sundhedspolitik. Men de fik en kold skulder i Medicinrådet så sent som i december 2025 (se anbefaling her).
Her er de afgørende formuleringer i afgørelsen: ”Medicinrådet vurderer, at det er sandsynligt, at der kan være en lille sundhedsgevinst, fordi patienterne kan undgå nogle akutte forværringer. Dupilumab er dog væsentligt dyrere end den eksisterende behandling, og Medicinrådet vurderer, at prisen ikke er rimelig i forhold til effekten, særligt når usikkerhederne tages i betragtning. Derfor anbefaler Medicinrådet ikke dupilumab på det nuværende grundlag, men opfordrer virksomheden til at vende tilbage med en lavere pris og data på den relevante patientpopulation.”
I sagen har der været fire gange clock-stop, hvor Medicinrådet har valgt at trykke på pauseknappen, mens man indhenter yderligere informationer. Medicinrådet forlængede derved sagsbehandlingstiden, så den har strakt sig fra 17. oktober 2024 til 17. december 2025, altså over et år. Så kunne man håbe, at tingene var faldet på plads op til mødet – men nej. Det blev en lang næse.
Afgørelsen må have gjort særligt ondt på patienterne og deres pårørende med de sværeste tilfælde af den forfærdelige KOL-sygdom. Dupilumab kan forlænge deres liv mærkbart og udskyde de allerværste lidelser.
Patienterne og deres pårørende kunne tillade sig at være optimistiske op til afgørelsen. Netop dupilumab er allerede anbefalet til fire andre indikationer: atopisk dermatitis, type 2-astma, kronisk rhinosinuitis med nasale polypper og prurigo nodularis. Så kunne man vel også forvente, at den stærkt belastede gruppe af KOL-patienter kunne få lov.
De blev skuffede – og faktisk nærmest dobbelt skuffede, fordi Medicinrådet forlanger en lavere pris, hvis dupilumab skal prioriteres som standardbehandling. Men lavere pris er nærmest udelukket, når lægemidlet allerede er taget i brug til andre sygdomme.
Med sin afgørelse har Medicinrådet gjort KOL-patienterne til tabere i sammenligning med en række andre patientgrupper. De må få. Det må KOL-patienterne ikke.
I afgørelsen er der også en særlig pointe, nemlig spørgsmålet om det rimelige forhold mellem pris og effekt. På plussiden i selve regnestykket er, at dupilumab kan spare samfundet for udgifter til visse eksacerbationer, når patienterne undgår eller får reduceret hyppigheden af deres hospitalsindlæggelser. Mange lungemedicinere mener, at Medicinrådet tillægger gevinster som denne for lidt værdi.
Medicinrådet bliver stopklods for moderne behandlingskoncepter
Mange kræftlægemidler kører også mod Medicinrådets mur. Den skæbne led lægemidlet alectinib til adjuverende behandling af ALK+ ikke-småcellet lungekræft (NSCLC).
I dette tilfælde fejler lægemidlet i Medicinrådet, fordi “patienterne i studiet er fulgt i for kort tid i forhold til deres prognose.” Derfor, altså på grund af usikkerheden, blev lægemidlet ikke anbefalet.
Alectinib til adjuverende behandling af netop denne indikation er allerede taget i brug i alle de andre nordiske lande.
Netop den afvisning føjer sig til ganske mange andre lignende afgørelser om de adjuverende og neoadjuverende (altså forebyggende behandling enten efter eller før en primær behandling som eksempelvis kirurgi) behandlingskoncepter – af den grund er Danmark ikke på omdrejningshøjde, når det gælder moderne kræftbehandling. Det fremgår af en analyse, som lægemiddelindustriforeningen LIF publicerede for halvandet år siden.
Her er hovedkonklusionen: “I Danmark har vi besluttet ikke at anvende 38 procent af de adjuverende behandlinger. Det står i skarp kontrast til Norge, Sverige og England, der anvender langt flere af de forebyggende behandlinger. I England er alle de adjuverende behandlinger anbefalet til standardbehandling, i Sverige er 93 procent anbefalet, mens Norge anbefaler 81 procent af de adjuverende behandlinger (se analysen her).
Heller ikke kræftlægemidlet ripretinib til patienter med fremskreden kræft i mavetarmsystemet (GIST) kom gennem sin Medicinrådsproces. Medicinrådet anerkender, at “ripretinib kan udskyde tiden til yderligere sygdomsforværring, hvilket også forlænger patienternes overlevelse sammenlignet med ingen behandling”. Rådet indser også, at bivirkningerne er mildere end eksisterende tilbud. Men desværre, at “omkostningerne ikke er rimelige ift. effekten.”
Medicinrådets håndtering af dette lægemiddel rammer et andet moderne og meget lovende behandlingskoncept, nemlig præcisionsmedicin (hvor behandlingen tilpasses patientens genetiske profil og rammer præcise genetiske defekter).
Også når det gælder præcisionsmedicin er Danmark kommet bagud – og hægtet af det internationale arbejde, der foregår på området, fordi vi ofte ikke er i gang.
Regeringen levner ikke plads til forbedringer af medicinsituationen
Bedømt med udgangspunkt i presseomtalen af regeringens mange initiativer kunne danskerne få det indtryk, at der virkelig investeres i sundhedsvæsenet.
Det er ikke tilfældet.
Da Jes Søgaard, professor emeritus og en af landets mest indsigtsfulde sundhedsøkonomer, i et oplæg på PatientAkademiets konference i december 2025 gennemgik udviklingen i sundhedsvæsenets ressourcer de seneste år, var konklusionen klar: Der er stort set ikke kommet ekstra penge til de danske sygehuse i de seneste 15 år. Faktisk brugte Danmark mindre på sygehusene i 2025 end i 2021 og 2022, altså regnet i faste priser. I samme periode er befolkningen ældet gevaldigt, og sygdomsbyrden er stigende.
Se Jes Søgaards præsentation her og læs artiklen om hans indlæg herunder.
Danmark har mange store sundhedsplaner og ambitiøse målsætninger på kræftområdet. Men der følger f
Jes Søgaards analyse afslører også, at Danmark i forhold til BNP bruger næstmindst på sundheden i en gruppe på 13 europæiske nationer.
Ser vi på udgifterne til medicin, i dette tilfælde hospitalsmedicin, har niveauet ligget stabilt de seneste 10 år – altså regnet i faste priser. Vi bruger stort set det samme. I denne periode er sygdomsbyrden steget mærkbart, og samtidig er der introduceret en lang række nye effektive og dyre lægemidler – det har bare ikke ført til øgede bevillinger.
Jes Søgaards vurderinger flugter fuldstændig med tal fra den europæiske lægemiddelindustriorganisation, EFPIA, som udgiver en årlig oversigt med udviklingen i den såkaldte Patients W.A.I.T. Indicator. Denne opgørelse viser, hvilke godkendte, nye lægemidler de enkelte lande har givet adgang til. W.A.I.T-undersøgelsen omfatter 36 europæiske lande og sammenligner adgangen til 173 innovative og nye lægemidler, der har fået markedsføringsgodkendelse mellem 2020 og 2023 (se analysen her).
Opgørelsen viser, at ud af 173 godkendte lægemidler er 103, altså 60 procent, af de nye og innovative lægemidler blevet anbefalet eller har fået tilskud i Danmark. Måler man på adgang til nye og innovative lægemidler, betyder det, at Danmark ligger på en 9. plads.
Men til bedømmelsen af den danske indsats bør det tilføjes, at der i Danmark kun gives begrænset adgang for danske patienter til en stor del af de 60 procent. Begrænset adgang vil sige, at det for eksempel ikke er alle patienter, der har adgang til lægemidlet, eller at tilskuddet er klausuleret.
Hvis man alene ser på lægemidler, hvor danske patienter har fuld adgang, dumper Danmark ned på en 15. plads og under det europæiske gennemsnit – men også langt bagefter lande, vi normalt sammenligner os med.
Kritik af Medicinrådet er forduftet
Når man gennemgår Medicinrådets afgørelser, springer det i øjnene, at lægemidlets effekt bliver anerkendt, men at konklusionen om, at effekten ikke står mål med prisen, og at lægemidlerne derfor ikke anbefales til standardbehandling i Danmark, går igen, faktisk så ofte at det ligner en strategi.
Ingen blander sig i Medicinrådets afgørelser. Folketinget og regeringen vil ikke røre beslutningerne om ibrugtagning af medicin med en ildtang.
Politikerne overlader afgørelserne til eksperterne i Medicinrådet, fjernt fra Christiansborg. Så slipper de for at sætte deres karrierer på spil med ofte voldsomt upopulære beslutninger.
Indlysende afgøres økonomien i regionernes medicinindkøb dog af de bevillinger, som skiftende regeringer på centralt hold afsætter til regionerne.
Regeringen og Christiansborg er derfor indirekte, men kun indirekte, ansvarlige for beslutningerne – og offentligheden og pressen kan ikke afkræve politikerne svar på, hvorfor afgørelserne træffes, som de gør.
Politikerne på Christiansborg kommenterer meget sjældent Medicinrådets afgørelser. Regeringen holder længst mulig afstand, og det gælder i den grad også sundhedsminister Sophie Løhde.
Men reelt afgøres lægemidlers skæbne af regionernes budgetter til medicin – og dermed af, hvad regeringen bevilger.
Succes på succes
Strategien er også på anden vis succesfuld.
I Medicinrådets første år var der diskussion af visse af organets afgørelser. Dengang interesserede pressen sig for Medicinrådets afgørelser om eksempelvis lægemidlet Spinraza til muskelsvindsygdommen SMA. Der var indimellem også opmærksomhed om visse kræftlægemidler, for eksempel til brystkræft.
Men siden har der stort set været tavshed i de store landsdækkende medier.
Patientforeningerne er tavse
Set fra regeringens og regionernes perspektiv har det været genialt at involvere patientforeningerne i Medicinrådets arbejde.
Patientorganisationerne har to pladser i selve Medicinrådet, én er gået til Kræftens Bekæmpelse og én anden til Danske Patienter. Ingen af de to organisationer er reelt patientforeninger. KB’s bestemmende organ er bestyrelsen, som domineres af forskere, læger, sygeplejersker, ledere i sundhedsvæsenet og andre dygtige mennesker – men der er ingen patienter. Danske Patenter er reelt en brancheorganisation a la Dansk Industri, bare for patientforeningsbranchen. Organisationens direktør, Morten Freil, refererer til en bestyrelse bestående af direktørerne for de store foreninger – ingen af dem er patienter.
De to repræsentanter i selve Medicinrådet gør ikke meget væsen af sig. Morten Freil, som har siddet i rådet siden dets start, har ikke protesteret med mindretals ytringer eller den slags til et eneste af Medicinrådets afgørelser i mange år. Kræftens Bekæmpelse har i de seneste tre år været repræsenteret af Lisbeth Høeg-Jensen, som er kvalitets- og udviklingschef, som også holder lav profil.
De enkelte patientforeninger tilbydes pladser i fagudvalgene, som bidrager som eksperter i de enkelte sager. Også det har været smart for det politiske system – i hvert tilfælde er der meget få af patientforeningsrepræsentanterne i fagudvalgene, som sætter spørgsmålstegn ved Medicinrådets afgørelser.
Det falder sammen med, at fagudvalgenes anbefalinger i det hele taget holdes hemmelige, akkurat som Medicinrådets diskussioner også flyver under radaren – hele systemet er ekstremt tilknappet og maksimalt hemmelighedsfuldt. De eneste, der udtaler sig, er Medicinrådets formandsskab, altså en klinisk farmakolog eller en hospitalsdirektør. Ingen andre ytrer sig.
Den henholdende stil har i den grad forplantet sig til patientforeningerne selv. I de to sager, som er sat under lup her, har hverken Lungeforeningen eller Epilepsiforeningen været på barrikaderne – der er ingen protester fra den kant. Heller ikke de to kræftafgørelser er blevet kritiseret fra patientside.
Sådan er det ikke hver gang – men ofte.
Lægerne lægger bånd på sig selv
I de seneste år har der udviklet sig noget, som ligner selvcensur i lægekredse, når det gælder afgørelser i Medicinrådet. Mange læger holder sig tilbage, og de få, som er kritiske over for Medicinrådets afgørelser, er i risiko for at falde i unåde blandt kollegerne – eller deres ledelser på hospitalerne.
Bag kulisserne er der risiko for store skænderier mellem læger, som vælger at kritisere beslutningerne i Medicinrådet, og læger, som værner om bestræbelserne for at holde udgifterne nede, blandt andet for at undgå fyringer på deres afdelinger.
Endnu er det nok ikke udbredt, men det sker desværre, at afdelingerne beder kritiske læger om at holde sig tilbage. I visse tilfælde skal lægers deltagelse med kritik af Medicinrådet godkendes af deres chefer.
Men lungelæger gik på barrikaderne
I sagen om Medicinrådets kolde skulder til KOL-lægemidlet dupilumab holdt lægerne sig dog ikke tilbage.
”Det er en sorgens dag for patienter med KOL, der atter kan se et system, der er med til at øge uligheden i sundhed i stedet for at mindske den,” sagde Anders Løkke, professor i lungemedicin ved Syddansk Universitet og overlæge ved Medicinsk Afdeling, Sygehus Lillebælt i Vejle, da Medicinrådets afgørelse blev kendt.
Hans pointe var denne: ”Nu har patienterne ventet i et år. Det er en behandling, som har vist sig rigtig effektiv i kliniske studier, og som er godkendt af de europæiske og amerikanske lægemiddelmyndigheder. Samtidig har Medicinrådet allerede godkendt behandlingen til fire andre patientgrupper, herunder astma, så nu kan patienterne med KOL på vores ambulatorier se, at astmapatienter går ud ad døren med behandlingen, mens de selv sendes hjem uden – det er uværdigt og urimeligt – ganske enkelt.”
Medicinrådet besluttede i december ikke at anbefale den biologiske behandling Dupixent (dupiluma
Lungemedicinerne er også pikeret over regnestykket bag afgørelsen om dupilumab. Formanden for Dansk Lungemedicinsk Selskab, Ulla Møller Weinreich, professor og overlæge på Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, mener, at tiden er inde til, ”at vi ser på nogle sundhedsøkonomiske modeller i forhold til, hvor mange eksacerbationer, patienter med KOL på dupilumab reelt undgår at blive indlagt for, og hvad den sundhedsøkonomiske gevinst og kvalitetsgevinsten er i den forbindelse.”
Kræftlægerne holdt sig eller ikke tilbage, da Medicinrådet afviste ripretinib til patienter med fremskreden kræft i mavetarmsystemet (blev kritiseret af Morten Ladekarl, professor og overlæge, Aalborg Universitetshospital), og alectinib til adjuverende behandling af ALK+ ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) (blev kritiseret af (lungeonkologerne Edyta Urbanska, Rigshospitalet, og Peter Meldgaard, overlæge, AUH).
Så heldigvis er mange læger parate til at stille op - men det bliver sjældnere.
Bolden ligger hos Sophie Løhde
Da Danmark for 20 år siden gennemførte sine handlekraftige og vigtige kræftplaner, var det, fordi politikerne på Christiansborg opdagede, at Danmark sakkede meget synligt bagud, når det gælder kræftbehandlingen. Danske kræftpatienter levede væsentligt kortere i Danmark end i Sverige og Norge – og mange andre lande. Danmark lå i bund i det internationale hierarki, når det gælder kræftoverlevelse. Den danske indsats var decideret mangelfuld – det var ikke holdbart.
Den aktuelle situation omkring ibrugtagning af lægemidler er en klar parallel til datidens situation på kræftområdet. Som dengang har det nu manifesteret sig i internationale opgørelser over landenes evne til at behandle deres syge – Danmark er fjernt fra den top, som vi burde være en del af.
Skal Danmark flyttes længere op i det internationale hierarki, så kræver det, at regeringen blander sig – og handler.
Danske patienter har brug for et regeringsinitiativ, som kan ændre den praksis, som efterhånden er blevet dagligdag i Danmark, og den ændring kommer nok først, når regionernes medicinbudgetter tilføres flere midler.
Det er usandsynligt, at regionerne selv kan træffe de nødvendige beslutninger, fordi pengene i givet fald skal hentes fra andre, sikkert stramme budgetter.
Alternativt må sundhedsministeren forklare, hvordan hun kan være tilfreds med Danmarks placering i bunden af det internationale hierarki, når det gælder ibrugtagning af lægemidler, som kan øge patienternes livskvalitet og forlænge deres liv. Det gælder ganske særligt kræftoverlevelsen, hvor danske patienter jo fortsat har de dårligste prognoser af alle sammenlignelige lande.
Bolden ligger hos dig, Sophie Løhde.