
Professor og overlæge Per Pfeiffer fra Onkologisk Klinik på Odense Universitetshospital viste på Årets Patientkonference hos Patientakademiet i Gentofte, hvordan tarmkræftbehandlingen rykker på flere fronter – fra motion og billig medicin til avanceret immunterapi, der i udvalgte tilfælde kan give markant bedre overlevelse.
Fra billig medicin til højteknologi: Her flytter behandlingen af tarmkræft sig
Kræftbehandlingen rykker på flere fronter – fra helt enkle tiltag som motion og billig medicin til avanceret immunterapi, der i nogle tilfælde kan gøre svært syge patienter næsten raske. Det stod klart, da professor og overlæge Per Pfeiffer fra Onkologisk Klinik på Odense Universitetshospital holdt oplæg om tarmkræft på Årets Patientkonference hos Patientakademiet i Gentofte.
Oplægget var en del af konferencens blok om, hvor kræftbehandlingen bevæger sig fremad, både diagnostisk og behandlingsmæssigt, og tog afsæt i nye studier, som allerede er på vej ind i klinisk praksis – eller presser sig på.
Motion og magnyl kan gøre en reel forskel
For patienter med tidlig tarmkræft, hvor sygdommen kan opereres væk, handler fremskridt ikke kun om ny medicin. Ifølge Per Pfeiffer viser nye store studier, at noget så enkelt som systematisk motion kan forbedre prognosen markant.
I et internationalt studie med omkring 900 patienter med tarmkræft og spredning til lymfeknuderne blev patienterne delt i to grupper. Begge fik besked på at motionere, men den ene gruppe blev aktivt fulgt op og støttet i at træne regelmæssigt. Resultatet var færre tilbagefald og bedre overlevelse blandt de patienter, der faktisk kom i gang.
Effekten var på niveau med klassisk medicinsk efterbehandling. Alligevel er motion ikke noget, der kan ordineres på recept eller systematisk implementeres i behandlingsforløb.
Et andet eksempel er brugen af acetylsalicylsyre, kendt fra magnyl. Nye nordiske studier viser, at en undergruppe af patienter med bestemte genetiske forandringer i kræftknuden kan halvere risikoen for tilbagefald ved at tage magnyl i flere år efter operationen. Udfordringen er ikke prisen, men organiseringen: hvem skal betale for de nødvendige gentests, og hvordan bliver behandlingen en del af standardforløbet.






